
Break for Climate – på fredag er det de voksnes tur
I fredags var jeg til klimastrejke på Rådhuspladsen, arrangeret af Fridays for Future og Den Grønne Studenterbevægelse. Det er en kæmpe oplevelse at deltage i demonstrationer som disse – et folkeråb og en måde at bruge demokratiet i ordets vigtigste forstand, noget jeg i de tidlige år på Kom Nu Danmark skrev en del om. Jeg har ikke ord for at beskrive hvor sejt jeg synes det er, at børn og unge har kunnet mobilisere en verdensomspændende bevægelse, og jeg synes det mindste vi som voksne mennesker kan gøre, er at bakke dem op. De kæmper for en sag der påvirker hver eneste beboer på vores planet, i dette tilfælde bor vi under samme tag og det skal vi tage alvorligt.
“Vores fremtid afhænger af deres aktivisme” sagde en af de unge til klimastrejken i fredags. De talte meget om os forældre og voksne i det hele taget. Vi var ikke mange forældre tilstede i fredags. Men jeg var der og jeg lyttede til det de sagde, både i deres taler og til den efterfølgende march.
Esther Kjeldahl fra Den Grønne Studenterbevægelse sagde blandt andet sagde: “det er sgu da ikke kun os børn og unge der skal demonstrere, det skal vores forældre også!”
Så kære forældre, kære voksne og kære alle der følger med her på Kom Nu Danmark:
På fredag d. 27. september ml. 12-14 skal vi på gaden og vise de seje børn og unge at vi er lige så bekymrede som de er.
Giv din frokostpause til klimaet. Vis at det er det værd at markere, både på din arbejdsplads og i særdeleshed over for dine børn.
Link til Facebookevent her – tilmeld dig, det er vigtigt!!!
For Sigurds skyld og alle de andre…
