‘Demokrati og Menneskerettigheder for etniske minoriteter i Danmark’

Den 13.01.20 var jeg inviteret til konference om Demokrati og Menneskerettigheder for etniske minoriteter i Danmark. Konferencen foregik i Fællessalen på Christiansborg og var arrangeret af SOS Racisme. Jeg var inviteret gennem Fællesinitiativet mod Racisme og Diskrimination, som Kom nu Danmark er en del af. 
SOS Racisme beskriver bevæggrundene for konferencen således:

“Konferencen handler om etniske minoriteters begrænsede muligheder for at deltage i det danske demokrati og om deres retsstilling i forhold til menneskerettighederne. 
I Danmark bor der næsten 450.000 udenlandske statsborgere over 18 år, der ikke har stemmeret til folketingsvalg. Knap 10% af alle voksne har altså ikke nogen indflydelse på, hvem der skal vedtage de danske love. 
Danmark har altid set sig selv som forkæmper for menneskerettighederne. Den tid er forbi. Nu går Danmark helt ud til kanten af menneskerettighederne og løber risikoen for at tabe sager internationalt”.

Dagen var tæt pakket med talere, som gang på gang rystede mig, ved at belyse Danmarks lemfældige omgang med menneskerettigheder, når det gælder mennesker med flygtningebaggrund. Emnet blev angrebet gennem fem overordnede temaer:

• Menneskerettigheder generelt og fratagelse af statsborgerskab
• Demokrati og statsborgerskab
• “Ghetto”-pakken
• Paradigmeskiftet
• Udvisning og udsendelse

Advokat Niels-Erik Hansen og professor Eva Smith holdt begge oplæg, der viste hvordan man gang på gang straffer hele familier. Det eneste “opløftende” ved deres oplæg var, at det blev tydeliggjort hvor mange i “systemet” der også er trætte af at skulle omgå menneskerettigheder og lovgivning, der beskytter mennesker og deres familier generelt. Som Eva Smith sagde:

“Hvordan kan vi allerede negligere årsagerne til, at Menneskerettighedskonventionen blev skabt? Vi sagde ‘aldrig mere’, efter 2. Verdenskrig. Ret skulle erstatte magt. Men nu er den (Menneskerettighedskonventionen red.) i vejen for os. For nu vil man modellere selv og tilpasse og bestemme over hvem menneskerettighederne skal tilgå og hvem der skal beskyttes. Et retssamfund skal kendes på, at man behandler dem man ikke kan lide lige så godt, som dem man kan lide”. 

Ved at modellere med konventionen, skaber man første- og andenrangsmennesker og det er, i mine øjne, skammeligt. For hvem har ret til at lave en sådan skillelinje? Og hvorfor er det egentlig, at vi har et retssystem? Skal det ikke beskytte os? Alle? 

Hawar Azizis historie blev læst op. Jeg har tidligere skrevet en del af hans historie på Kom nu Danmark . En ung mand, som aldrig har prøvet at være andet end statsløs. Prøv at smage på det: statsløs… Hawar Azizi afsluttede sin tale med:

“Jeg er et menneske ligesom jer. Ikke et dyr. I Danmark har selv dyr rettigheder, men jeg har ingen, for jeg bor i Sjælsmark”.

Rapper Al Agami fortalte også om at være statsløs og menneske. Om at bidrage til samfundet og føle sig som en del af det – men ikke bøje sig i ydmyghed over at være landet i et land, der, som han sagde, var med til at smadre det land han var født i. Det gav noget perspektiv på den postkoloniale måde, mange europæiske lande stadig regerer ud fra. Al Agami afsluttede med at opfordre alle til at kigge mod hinanden og skabe forandringer med to sætninger:

“Alliancer skaber chancer” og “Nærhed i det små”.

Gymnasieelev Amila Ibrisagic fortalte om følelsen af, at være andetgjort. Hun er født og opvokset i Danmark, men har midlertidigt ophold. Hun fortalte om den konstante stresse og usikkerhed omkring den midlertidighed, der hele tiden minder hende om, at hun ikke hører rigtigt til. Hun må ikke stemme, hun må ikke opholde sig permanent og hun har heller ikke beskyttelsesret. Hun føler sig dansk, men bliver talt om, som om hun var udlænding – både i den almene debat og af politikere. 

Postdoc Kristian Kriegbaum Jensen påpegede, at der er noget grundlæggende galt med den demokratiske styreform, når mennesker der ikke har sprog eller uddannelse med sig via deres flygtningebaggrund, ikke bliver repræsenteret eller beskyttet i den danske stats beslutninger. Han kaldte det en benhård selektion, hvor kun de stærkeste når igennem. Alle som bor og har demokratiske rettigheder i et land, bør grundlæggende have samme muligheder som alle andre. På trods af det, er der store grupper der ikke hjælpes på vej gennem deres noget anderledes og udfordrende “startsposition”.  

Beboer og frivillig i Almen Modstand Walid Zaabalawi fortalte, hvordan dem der bor i de “ghetto”boligområder, hvor en vis procentdel kræves fraflyttet, er ramte, stressede og underkuede:

“Det man ikke bliver oplyst om er, at man har ret til at sige nej. De oplever at de bliver ‘truet’ med huslejestigninger og det der er værre, så de ser sig nødsaget til at flytte. Det her er en sag der skal belyses mere”.

Advokat Eddie Khawaja fastslog at der er bred politisk opbakning til Ghettopakken, både tidligere regering og den nuværende Socialedemokratiske regering. Han omtalte “ghetto”historien som en konstruktion, en fortælling der baserer på dårlige historier om kultur, pakket ind i en regulering af blandt andet kriminalisering. Man lader til at lave en neutral lovgivning, der vil nedsætte kriminalisering, men det bygger i høj grad på ideologi. At lovgivning er formuleret så objektivt som muligt, gør den ikke objektiv:

“Ghetto loven er bygget på antagelser og der er ingen empiri der viser, at det er godt at få andel- og ejerboliger blandt lejeboliger. Det er igen konstruktioner og antagelser der bygges på”.

Eva Singer fra Dansk Flygtningehjælp slog hul på paradigmeskiftet ved at fastslå, at flygtninge ikke kun har brug for hjælp i en kort periode. Flygtningekriser varer længe, og hele konstruktionen om at man kan rejse tilbage efter en kort periode holder ikke vand. Hun nævnte også sprogets nedslående magt, ved for eksempel at ændre ‘Integrationsprogrammet’ til ‘Selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet’.

Jeg mener slet ikke, at vi taler nok om hvorfor ‘midlertidighed’ i er et problem. Forestil dig, at det liv du lever og planlægger ikke kan forestilles, da du aldrig ved hvornår hammeren falder og dit liv ændrer sig drastisk fordi du skal fraflytte. Jeg kan slet ikke forestille mig hvad det må gøre ved ens måde at tænke og drømme på og helt grundlæggende følelse af værdighed.

Leo Nasser fra LGBT Asylum forklarede hvordan paradigmeskiftet gør, at medlemmer af LGBT Asylum både mister muligheden for at føle sig hjemme, men også for at leve frit med deres sexualitet. Medlemmerne er konstant bange og nervøse for om deres fremtid her i Danmark er truet.

Igen – tænk lige over endelig at kunne leve som den man er, og så konstant være underlagt et pres, der fortæller dig at du aldrig ved hvornår den frihed stopper – det er det da umenneskeligt!!!

Natahsa Al Hariri, direktør for DFUNK, fortalte hvor afgørende betydning de første mennesker der møder en, når man ankommer som flygtning har for ens selvværd og lyst til at bidrage til det samfund man mødes af. Hun fortalte om Abdullah, der ikke oplever et Danmark som vil ham, som han vil Danmark. Han mangler at blive anerkendt, set, hørt og behandlet som ligeværdig. Han er bange for at blive sendt hjem, men hvor er hjem, når det ikke længere må være her? Natasha Al-Hariri fortalte om unge der er gået fra at være håbefulde til modløse og vrede i forbindelse med paradigmeskiftet. Og hun fortalte om Osama, der spurgte:

“Hvorfor skal jeg lære sproget og integrere mig, når jeg hele tiden er i fare for at blive sendt ‘hjem’? Det er lige meget hvor hurtigt jeg løber, så ved jeg aldrig om det er godt nok”.

Natashas oplæg fik mig igen til at tænke på dette: Forestil dig at være i et nyt land og få den modtagelse? Forestil dig at dine børn automatisk blev sat på andenpladsen; på reservebænken og sidsteholdet – per definition anset som andenrangsborgere i det nye land. Jeg får så ondt i maven. 

En afvist asylansøger fra Kjærshovedgård sagde:  

“Vi er mennesker og I er nødt til at behandle os som mennesker. Hvis vi er flygtninge, er det fordi vi har fået krænket vores menneskerettigheder. Men det giver ikke nogen ret til at behandle os som om vi ikke var mennesker. Hvis du holder nogens hånd når de har brug for din hjælp, vil der også være nogen der holder din hånd når du har brug for hjælp”. 

Advokat og ekspert i Menneskeret Tyge Trier talte om hans bekymring for Flygtningenævnet. Nævnets medlemmer har ændret status og karakter, så Dansk Flygtningehjælp for eksempel ikke længere er repræsenteret. Det vil sige, at der ikke sidder mennesker med den nødvendige viden om flygtninge og det pres de er under og har været udsat for og hvilke følgevirkninger krigen medfører. Tyge Trier fortalte også om eksempler på sager, hvor menneskeretsdomstolen har vundet med udgangspunkt i Menneskerettighedskonventionens vigtige Artikel 3:

“Ingen må underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf”.

Dagens kernesætning var: “Vi er også mennesker”. At man i Danmark udsætter andre mennesker for så de-humaniserende behandling er skammeligt. Lad os lige se på konventionerne igen og forstå hvorfor de ikke må gradbøjes. Konferencen var så fint et eksempel på, hvorfor det er så vigtigt at høre historier fra de mennesker der rammes af den lovgivning, vi stiltiende accepterer. Det er svært, når man ikke mærker det på egen krop, men det er så vigtigt at lytte og reagere – i solidaritet. 

Jeg tænkte mange ting de efterfølgende dage. Men klarest stod det i mig at så længe mine børn, gennem politiske briller, er mere værd end andres børn, får vi aldrig skabt et samfund som er værdigt at leve i og være stolt af. Carl Von Linné, ja ham med de flotte plante- og dyrerige inddelinger, kategoriserede også mennesket – i racer – med den hvide mand øverst og alle andre beskrevet i fordummende og andetgørende vendinger. Hvis det er et nedarvet udgangspunkt for vores følelse af retten til at andetgøre, er der i den grad noget at tage fat på!