
En vild weekend i frivillighedens tegn!
Det er mandag, og jeg ser tilbage på en weekend med min dejlige familie og en masse gode oplevelser.
Lørdag morgen tog vi ud til Sydvestpynten for at mødes med WWF og TV2 News, som lavede et direkte indslag med os omkring Projekt Plastiksmart. Resten af dagen druknede jo i et loop af “breaking” omkring Venstres vilde weekend, så desværre røg WWF’s vigtige projekt ud af dagens øvrige nyheder. Men men men, vi havde en dejlig dag sammen med WWF, Netto og et par andre familier. Vi samlede affald præcis samme sted som vi gjorde for fire måneder siden, og kortlagde det som sidst for at se hvad der kom fra land og fra havet, og hvilke forskellige former der var tale om. Det var skræmmende at se hvordan fx et utal af plastikvatpinde kan rejse fra toilet til strandbred. Vi forsøgte også at hive en skal af en båd ind, men måtte give op på halvvejen. Det var nedslående at høre om hvor meget mikroplast den bare ligger og afgiver uden noget formål… Og apropos mikroplast, så tjekkede vi også områder af stranden for det. Det var en vild oplevelse at erfare hvor længe man faktisk skulle sortere og lede, for at finde de bittesmå stykker blandt små skaller, sneglehuse mm. Fisk og andre havdyr har ikke en chance for at filtere det – igen nedslående.
Efter Sydvestpynten tog vi tilbage til Vesterbro, hvor der var gang i flere områder. Dybbølsgade holdt loppemarked og høstfest, og Saxogade havde gang i deres berømte gadefest, hvor der er plads til alle og altid god stemning. Jeg elsker den gade af mange årsager. Den socialøkonomiske tanke er i mine øjne genial, og så står de mest troende, de mest tjekkede og de mest outrererede side om side i Saxogade, som jeg har prøvet at dokumentere med nedenstående billeder. Alfred og jeg nød en lemonade og en fadøl, hørte lidt fed tråd og fiskede affald sammen med de andre børn. Alt overskud gik til Settlementet, som gør en kæmpe indsats på det sociale område på Vesterbro – tjek dem og deres projekter ud.
Søndag morgen var det tid til at mødes med min indsamlingsven Helene. Vi har samlet ind til alt mellem himmel og jord i mange mange år, og vi får altid en dejlig dag ud af det. Denne gang var det Red Barnets landsindsamling vi mødtes om, og heldigvis var de fleste med på at støtte den gode sag. I år går pengene især til at bekæmpe ulovlig deling af billeder på digitale medier, ferielejre og weekendture til udsatte børn i Danmark og hjælp til børn i de voksnes krig i bl.a. Syrien. Vi mødte vores store helt Erik Clausen, som skulle ned og handle ind, og som selvfølgelig støttede sagen. Erik kom i sin tid forbi min polterabend og spillede “Matildes vals” for mig med ordene “Nå Matilde, så blev det alligevel ikke dig og mig”! Helene og jeg har set hver eneste af hans film sammen og er vilde med hans måde at skildre livet og samfundet på. Derfor elsker vi at møde ham her på Vesterbro hvor vi alle tre bor.
