Matilde mener
Fælleskroppen

Fælleskroppen

Jeg hørte for en bid tid siden, lektor og medicinhistoriker Adam Bencard tale om ’samfundskroppen’ og ’fælleskroppen’ i forbindelse med en samtale om historiske pandemier. De to udtryk er siden blevet hængende hos mig. Ikke med det tilsigtede epidemiologiske fokus, men i forhold til det fælles ansvar vi mennesker bærer overfor hinanden, når det kommer til at insistere på ligebehandling på tværs af hudfarve, navn, køn, religion og meget mere.

Hver evig eneste dag bliver mennesker udsat for diskrimination og vold, grundet et forfejlet og farligt racesyn, som stammer fra en tid hvor man grundlagde et forskruet hierarki på baggrund af blandt andet hudfarve*. Gamle myter, som er så dybt forankret i os, at de er blevet en del af det blik, vi retter mod verden fra vores egen lille fæstning. Og med ”os” mener jeg alle os, der ikke føler diskrimination på egen krop, men er med til – i større eller mindre grad – at udøve og bevare de undertrykkende strukturer. Hver evig eneste dag bliver medarbejdere udsat for seksuelt krænkende adfærd i arbejdsmæssig sammenhæng. Afsenderne? – Alt fra mellemledere til dem på toppen af kransekagen, som definerer vores samfunds normer og værdier. Det er et faktum at krænkelserne finder sted, og dem af os der på lykkelig vis ikke er mærket på egen krop, bør ikke diskutere graden af sandhed og alvor, men i højere grad med hvilket moralsk udgangspunkt vi ønsker at møde hinanden. Det fører mig tilbage til ’samfundskroppen’ og ’fælleskroppen’. De to begreber er i mine øjne højst anvendelige i forhold til at indramme hvordan vi bør se på et land og dets beboere. At se vores samfund som en fælles krop, giver anledning til at rykke tættere på forestillingen om at dele krop med dem, der dagligt bliver udsat for racisme, sexisme og forskelsbehandling. At mærke afslagene, skældsordene, spyttet, den klamme hånd på kroppen, volden, blikkene…

Alt fryser i mig ved tanken om at skulle gå på arbejde med ondt i maven over hvad min chef i dag vil sige, insinuere eller gøre. Eller ved tanken om at gå ned på gaden og være på vagt over for nedsættende blikke, racistiske tilråb og det der er endnu værre.

Hvorfor er det egentlig så svært at forsøge at sætte sig i andres sted og lytte bare lidt?

– og hvorfor er der så stor trang til at negligere andres kroppe, ord og oplevelser?

Vi kan og må ikke blive siddende i vores elfenbenstårn eller skyttegrave og tro, at det udgangspunkt vi oplever verden med, deles af alle andre. Først når vi prøver at forstå hinandens forskellige måder at være i verden på, kan vi skabe en fælleskrop, som kan udfyldes og behandles med den respekt enhver krop fortjener!

* Troen på at der findes flere menneskeracer, og at nogle er klogere, mægtigere og mere værd end andre, blev blandt andet grundlagt af svenske Carl Von Linné (ja ham med de fine kategoriseringer af plante- og dyreriget), men det er en anden vinkel på samme historie. Menneskeudstillinger en tredje. Kolonialisme og slavehandel en fjerde. Børne- og voksenlitteratur en femte. Historiske vinkler, der bør undersøges og forstås, så vi kan se de strukturer vi selv er del af i øjnene. Strukturer, som er grundlagt af mindre fine linjer i vores lands historie.

Også kvindefrigørelsen og legaliseringen af porno som led i den seksuelle frigørelse, kan tåle et kritisk blik. For selvom det var positive og VIGTIGE bevægelser, har også de været til fri fortolkning i mange år og er indlejret i os som usynlige strukturer. Lad os blive enige om, at der sker en del på seks årtier, og at det er på tide at ryste posen og definere bevægelserne på ny, i en mere tidssvarende version.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *