
Gadens Stemmer – My og Sami
Her er et projekt som jeg finder meningsfuldt fra hoved til hale – jeg vil derfor give ordet til My, som er forretningsudvikler, og til Sami som er en af guiderne hos Gadens Stemmer:
Møder Mellem Mennesker
Når du tager på byvandring, kanalrundfart eller booker et foredrag med Gadens stemmer, støtter du en virksomhed med et samfundsnyttigt formål. Vi modtager ikke offentlige midler, vi er ikke en NGO – vi er en virksomhed med social ansvarlighed inkorporeret i vores DNA. Vi skaber reel beskæftigelse for socialt udsatte, og vi leverer et produkt i Københavns oplevelsesøkonomi, som giver mening for både kunder og ansatte.
Vi ser et beskæftigelsessystem, som ikke formår at rumme socialt udsatte. Der mangler reelle arbejdspladser med realistiske krav og højt til loftet. Gadens Stemmer er et sted, hvor man kan få fodfæste. Et sted, hvor man kan udvikle sig. Et sted, hvor man kan stå stille. Guiderne er vidt forskellige steder i deres liv. Det betyder, at nogle guider er startet på uddannelse, og nogle guider er hjemløse – men de har allesammen en plads her.
Vi er en arbejdsplads, hvor tidligere og nuværende hjemløse, misbrugere, prostituerede og kriminelle er eksperterne. En arbejdsplads, hvor rollerne er byttet om. En arbejdsplads med mening.
Vi tror, at det er meget menneskeligt at ønske et job med mening og at ønske at være en del af samfundet. For nogle mennesker er det meningsfuldt, at drage omsorg om børn. For nogle mennesker er det meningsfuldt at tjene kassen, så de kan rejse jorden rundt. For guiderne hos Gadens Stemmer er det meningsfuldt, at vende negative oplevelser om til noget positivt. Vi går mange byvandringer med skoleelever, og guiderne siger ofte; ”hvis jeg bare kan redde én fra at tage stoffer, så har jeg gjort mit.” De sætter ansigt og historie på den hjemløse og på misbrugeren på Vesterbro, og det skaber en øget forståelse og ringe i vandet. Guiderne er stolte over, at gå forrest i kampen mod stigmatisering af denne gruppe mennesker, som de selv er eller har været en del af.
Så i bedste Gadens Stemmer ånd, vil vi nu lade en af guiderne overtage ordet. Her er det Sami, som fortæller lidt om sit job hos Gadens Stemmer og hvorfor, at det er meningsfuldt:
Hvis man gerne vil videre, er det her et rigtig godt ståsted. Det er basen for at komme videre. Få noget hjælp og at få nogle at snakke med, for det er svært, når man som jeg er pensionist og ikke kommer ud på arbejdsmarkedet mere, så er det der med netværk svært. Man har ikke nogle at tale med andet end sygeplejerskerne, centerlægerne og den sagsbehandler, som man måske ser hver halve år. Så har man så de såkaldte venner, som man også prøver at holde sig fra, fordi man ikke vil falde i med stoffer og alkohol, så man er ret ensom netværksmæssigt.
Byvandringerne hjælper mig til ikke at drikke. Når man indrømmer sine fejl og holder på, at det vil jeg ikke gøre mere, så er det klart, at så kan du ikke møde op på en byvandring eller på kontoret og have drukket.
Jeg føler, at jeg gør noget mere her, i stedet for bare at være lukket inde på et eller andet område og gå og hakke i et bed (Sami har været i aktivering som gartner). Jeg føler nu, at folk ser mig og kommenterer mit arbejde. Jeg får ros for det, som jeg gør, og det er enormt vigtigt. Ikke bare det dér, hvor ens arbejdsgiver kommer og siger:
-Det er rigtig godt dét, du har hakket der.
Og så går man der og tænker: Ja, og i morgen kommer du og beder mig om at fylde hullet op igen.
Hvor her hos Gadens Stemmer, der føler man, hver gang man går hjem, så har man gjort noget godt. Folk trykker én i hånden og siger:
– Hvor er du god til at fortælle.
De står også og siger:
– Sikke en hård tilværelse du har været igennem, hvor er det flot, at du stadig står her og er live!
Så får man jo sådan en varm følelse indeni og tænker: Gud, der er nogle der lytter. Hele mit liv har jeg haft meget svært ved at vide om folk har lyttet til mig.
Gadens Stemmer eksisterer for at give et talerør til gadens folk og for at skabe møder mellem mennesker på tværs af samfundsskel – for i mødet opstår der noget ægte, som vi som samfund har brug for. Vi lever i et samfund, hvor vi konstant kigger på photoshoppede glansbilleder af virkeligheden på en skærm. Vores samfund trænger til, at vi tør være til stede uden en skærm, sårbare og ikke perfekte. Vores produkt er et møde med et menneske, som tør at være åben og ærlig og fortælle om et liv, hvor man var og er alt andet end perfekt. Nogle gange opstår der magiske øjeblikke og publikum tør også og åbne op og fortælle, at deres kusine også er misbruger, at de også har kæmpet med følelser om ikke at være god nok, eller at de selv blev fjernet fra hjemmet som barn. Og puf! Så forsvinder samfundsskellet, og man mindes om, at vi alle sammen bare er mennesker, der kæmper hver vores kamp. Vi skaber møder mellem mennesker, og vi tror på, at vi derved styrker sammenhængskraften i samfundet.
Hvis du er blevet nysgerrig, kan du booke en tur her:
Åbne ture: www.billetto.dk/gadens-stemmer
Private ture: booking@gadensstemmer.dk
Du kan derudover følge Gadens Stemmer på deres hjemmeside, Facebook og Instagram.