
Gendyrkning, madspild og smag i køkkenet
thaibasilikum reddet fra den visse død i selskab af gendyrket avocado – og peberplante
Jeg var for nylig en del af et forbrugerpanel i min lokale Superbrugsen, og der foreslog jeg at de lavede en “red maden” montre, hvor al mad der er tæt på udløbsdato kunne få ben at gå på til en billig pris, i stedet for at se døden i øjnene i en container få dage efter. De kunne heldigvis se ideen i det, og satte et par dage senere en montre op, som er en af de første ting man møder når man træder ind i brugsen. Jeg har siden købt en flere lækre varer derfra – bl.a. frugt og bær som jeg har frosset ned og brugt i de smoothies vi drikker om morgenen. Jeg har også reddet en krydderurt fra en lignende montre, den har siden bragt mig god smag i mine asiatiske retter og duft af lækker thailandsk basilikum i køkkenet – win/win!
Udover det, er jeg også hoppet med på bølgen af forsøg med gendyrkning – senest med avocadoplanten, som jeg egentlig ikke gør mig forhåbninger om at kunne høste fra, men som udover at give mig grønt til øjet, også husker mig på hvor mange ressourcer det egentlig kræver at dyrke en enkelt avocado (i gennemsnit 70 liter vand) og får mig til at tænke på hvorfor det er vigtigt at sætte forbruget lidt ned på de varer der enten kommer langvejs fra, eller som bliver dyrket på bekostning af lokale menneskers levevilkår.
Det tager en evighed for en avocadosten at slå spirer, men det bliver en virkelig fin plante hvis man holder ud!