
Godt nytår!
2017 går på hæld og jeg ser tilbage på et år, der rent personligt har været ret turbulent. Hele mit ”professionelle jeg” er blevet vendt og drejet, der blev lagt planer, som blev vendt på hovedet og snurret rundt et par gange, for alligevel at blive en realitet… I 2018! Dette har selvfølgelig sat sit præg på Kom Nu Danmark, der mildest talt har været forsømt. Men når man skriver med hjertet, er overskuddet nødt til at være der, og selvom det til tider har været småt med det, kan jeg nu alligevel se tilbage på nogle helt vidunderlige mennesker og initiativer der har fyldt Kom Nu Danmarks sider.
Der er kvinden, der sammen med andre professionelle musikere, bruger sin tid på at spille musik for alvorligt syge børn der er indlagt over længere perioder.
Eller manden, der sammen med flere andre hårde rødder, har rejst sig og nu fortæller om livet på gaden så vi kan blive klogere og rykke tættere sammen.
Og ikke mindst den unge, der vælger at bruge sine egne erfaringer på at hjælpe andre, i håbet om at et fællesskab kan styrke kampen mod ensomhed, depression og andre svære tilstande.
Og så er der alle de andre indlæg, der tilsammen berører emner som nødhjælp, næstehjælp, udsatte børn, psykisk sårbarhed, bæredygtighed, venlighed, åbne arme, omsorg og varme hænder. Udover det har Kom Nu Danmark flere gange fungeret som platform for brobygning og kontaktformidling mellem gode mennesker. Bliv endelig ved med at skrive til mig – det er præcis det, der var mit store håb da jeg startede op: at lave et site, der fører folk sammen.
Jeg har været involveret i to kunstauktioner og et stort litteraturarrangement; alle med det formål at samle ind til, at uledsagede flygtningebørn der endelig har fået opholdstilladelse, nu kan få deres familier at se igen. Vi kæmper videre i 2018! Jeg har skrevet til samtlige indfødsretsordførere på Christiansborg, på vegne af min gamle ven Samer. Hans sag tages nu op som eksempel på hvordan rigide regler kan smadre alt håb, for dem der så gerne vil være en anerkendt del af vores lille land. Det indlæg, som blev årets absolut mest læste er dette. Det handler om nogle af velfærdens helte, som har fyldt mine tanker meget dette år. En gruppe af gode vigtige mennesker, der bliver overset og underkendt – det er svært at holde ud.
Til sidst vil jeg blot bede jer om en enkelt ting: Lad os hylde de mennesker, der giver noget af sig selv uden at forvente det samme igen. Hvis du møder en på din vej, så stop lige op og klap vedkommende på skulderen. Det betyder mere end du tror.
Kom Nu Danmark, jeg ved at du kan!
Godt nytår folkens / Matilde
Godt nytår og tak for dine opslag, måske kunne du en dag nævne Johanne Uhd, der gør en forskel, hun findes på oaser – åndehuller i psykiatrien
https://www.facebook.com/search/top/?q=oaser%20-%20%C3%A5ndehuller%20i%20psykiatrien