Hvad fanden sker der for alt det had?

Jeg har været tavs længe… Det skyldes, at jeg er blevet ramt. Ramt af modløshed over den tone, vi mennesker tillader os at have over for hinanden. Først bliver jeg ked af det. Så bliver jeg vred. Og så bliver jeg frustreret over at vi, i et land som Danmark, står i stampe. Jeg synes det er langt ude, at det skal kunne diskuteres igen og igen, om man kan være dansk, hvis man ikke er grisefarvet og ens fædrende/mødrende ophav har været i Norden siden vikingerne gjorde deres drabelige indtog.

Tænk, at vi ikke er nået længere, end til at ville bestemme hvem der må være danskere og hvem der ikke må. KOM NU DANMARK!!! Det er sgu for lavt altså.

Jeg prøver at forestille mig hvordan det må være at bo, leve, arbejde, betale skat, føde og opdrage sine børn i et land, hvor man hver dag føler sig som en del af samfundet på vilkår med alle andre – men samtidig skal bære på den viden, at en stor del af befolkningen er uenig i netop det tilhørsforhold. Hold op, hvor må det være opslidende konstant at blive bedømt på etnicitet, udseende, påklædning og tro, frem for personlighed, kundskaber, uddannelse, humor og holdninger. Det taler lige ned i Rosenthal-effekten.

For nyligt vedtog et flertal i Folketinget, at over 50 % af beboerne i eksempelvis Brøndby Strand, ikke kan se sig selv som danskere. Det sker på baggrund af denne formulering, der på trods af protester ikke blev ændret:
“Folketinget konstaterer med bekymring, at der i dag er områder i Danmark, hvor andelen af indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande er over 50 pct. Det er Folketingets opfattelse, at danskere ikke bør være i mindretal i boligområder i Danmark (…) Folketinget opfordrer regeringen til at arbejde videre med en politisk målsætning om at reducere antallet af asylansøgere og antallet af familiesammenførte, der kommer til Danmark.” Et udsagn som dette splitter, fordi det ganske enkelt definerer hvem der kan anse sig som danskere, og hvem der ikke kan.  

Når Danskernes Parti i forlængelse af Folketingets beslutning, laver en opfølgende “kampagne” som den de lige har sendt ud i Brøndby Strand, så rammer det bredere end den umiddelbare folkelige reaktion om at være enten for eller imod deres udsagn. Den kampagne sår nemlig tvivl, og den tvivl sårer. Jeg forestiller mig f.eks. alle de børn i Brøndby Strand, der har tømt postkassen den dag, og set brevet. Hvordan skal de forholde sig til de voksnes måde at tale om hinanden? Hvordan skal de føle sig som en naturlig del af samfundet, hvis de allerede som børn får at vide at de ikke er “ægte” danskere?

Jeg tænker ofte på Penang i Malaysia, en ø, som jeg for år tilbage besøgte på en af mine rejser. Her lever alverdens religioner og folkeslag side om side, på den mest naturlige måde jeg nogensinde har set. Det giver det rigeste kulturliv og en følelse af sameksistens man slet ikke kan komme uden om. Moskeer, templer og pagoder ligger side om side på Penang, som er et knudepunkt ifm. handel. Her er man afhængig af hinandens kundskaber og ikke ser tro, etnicitet eller udseende som en vigtig faktor for dette. Det er sådan det skal være, og ikke bare på en ø i Malaysia.

Oven over og herunder ses det “materiale” der blev sendt ud til beboere i Brøndby Strand, som et led i Danskernes Partis provokation.

Herunder ses et modsvar til Danskernes Parti og et forsøg på at vise at vi er mange der ikke deler det snævre syn på hvad det vil sige at være dansk. Tak til Karen fra Brøndby Strand – hun er med til at give håb om, at vi måske en dag når dertil hvor vi ikke skal definere hinanden ud fra ydre og generalisende parametre.

Skriv et svar

Your email address will not be published.

*

© 2017 . All rights reserved.