Hvor fanden har jeg været?

et halvamputeret “like” til de sociale medier (privatfoto)

Om at lukke ned for de sociale medier og åbne op for tilstedeværelsen

I begyndelsen af sommeren gjorde jeg noget, som jeg længe har haft brug for at gøre – jeg slettede Instagram og Facebook fra min telefon! Det lyder måske ligegyldigt og let, men for mig var det en svær beslutning der kun kunne betyde én ting: at jeg var dybt afhængig! Jeg havde på ingen måde kontrol over alle de gange jeg var inde og tjekke de sociale medier. Det var ikke ”mig”, men mine fingre der fandt vejen helt automatisk og det gjorde mig bange. Jeg havde ikke nået at tænke den tanke, at der var noget jeg ville undersøge, før hånden havde taget telefonen frem og fingrene havde trykket på app’en for efterfølgende at starte deres vilde scrollen ned og ned og ned. Min hjerne var træt, forvirret og glemsom, og jeg begyndte at se min telefon som noget der ”konstant krævede min opmærksomhed” – det var SÅ irriterende, at den ikke bare kunne lade mig være.

Min yngste dreng på snart tre, begyndte at vende mit ansigt væk fra telefonen og over mod ham, når jeg sad og gloede tomt ind i skærmen og det gjorde mig både ked af det og skamfuld. Jeg tog springet og slettede de to apps, og allerede samme dag kunne jeg mærke tyngden lette fra mine skuldre. Jeg følte mig fri, og begyndte at opleve de mest banale ting, som små magiske øjeblikke.

F.eks. oplevelsen af, at se min kaffe nå toppen, og liste sig ud af den lille søjle i min espressokande i det præcise tempo der skal til for at kaffen ikke bliver brændt. Jeg havde før svært ved at ramme det helt rigtige øjeblik, fordi jeg lige stod med telefonen og slog tiden ihjel, mens kaffen blev færdig. Nu oplever jeg det hele fra første parket, med lige dele forventningsglæde og ro i min mave. Små tre minutter, hvor jeg bare skal stå og vente – og hvor jeg efterfølgende bilder mig ind, at den lille investering af tid virkelig kan smages.

Eller oplevelsen af, at ligge og stirre ud i luften og øve mig i at holde øjnene åbne, mens jeg venter på at mine drenge falder i søvn. Deres åndedrag træder tydeligt frem og giver mig ro i hjertet – de er lige her og jeg er hos dem. Jeg skal bare være der og vente, være der og vente. Det foruroliger mig dog, hvor mange gange jeg (stadig) mærker den impuls, der beder mig tjekke min telefon, i stedet for at ligge og se på mine smukke børn der langsomt overgiver sig til søvnen.

Himlen var så smuk den aften og jeg delte det ikke med nogen

En sommeraften i juli var jeg ude på en lille cykeltur. Efter at have siddet indenfor og læst hele dagen, skulle jeg ud efter luft – og sukkerforsyninger. Klokken var et sted mellem 21 og 22 og solen var i sine indledende faser til at vende næsen mod andre klokkeslæt og lade os danskere finde ro i mørket. Allerede efter at have cyklet få meter, så jeg hvor fantastisk et lys der lå over byen. En blanding mellem solnedgang og regntunge skyer, fik Dybbølsgade (hvor jeg bor) til at ligne et postkort fra 80’erne – fuld smæk på sorte, lilla, orange og pink nuancer. Jeg lyver ikke, når jeg siger at min første indskydelse var at tage et billede og dele det på Instagram.

Det skræmte mig! Tænk at min første tanke var, at det syn der mødte mig, på en måde ville få større værdi, hvis jeg delte det med andre. Hvad sker der med min hjerne, mit fokus og min opmærksomhed? Jeg, der før i tiden elskede at sidde og glo ud i luften, uden behovet for at fortælle nogen at det var det jeg gjorde.

Jeg har på fem år lagt 735 billeder op på Instagram. Det svarer til et billede ca. hver tredje dag! Nu er Instagram begyndt at sende mig mails om alt det jeg går glip af mens jeg er væk, men jeg tror jeg holder stand lidt endnu… Jeg er endelig begyndt at mærke hvordan min telefon og de sociale medier har mistet deres jerngreb i mig. Jeg savner ikke Instagram, og jeg smutter hurtigt videre fra Facebook når jeg logger på fra min bærbare.

Jeg ved, at jeg går glip af en masse fine billeder og information om alle dem jeg holder af, men jeg mærker også hvordan min hjerne langsomt bliver bedre til at holde samling på tankerne, og hvor træt jeg egentlig har været af al den information jeg blev bombarderet med hver gang jeg nærmede mig min telefon.

Jeg har fået lysten tilbage til at abonnere på en papiravis; jeg har lyst til at stille krav til den viden der skal fylde mit hoved og jeg har lyst til at den viden også er begrænset og ikke fortsætter i en uendelig nyhedsstrøm. Jeg føler mig samtidig udfordret af livet som det er, og som det leves – også på de sociale medier! For der er jo brudstykker jeg gerne vil bevare, som f.eks. Kom Nu Danmark og adgangen til alle de seje aktivister og gode mennesker der kæmper for et mere grønt og solidarisk Danmark. Al den gode information og invitationer til betydningsfulde ting der foregår i det virkelige liv. Jeg har endnu ikke helt fundet kadencen, men håber det lykkes, så jeg både kan være aktiv og inaktiv på de sociale medier – og vigtigst af alt være tilstede der hvor jeg vælger at være!

Nu er jeg i hvert fald tilbage på bloggen, og jeg glæder mig til at dele ud af tanker, inspiration og møder med alle de seje mennesker der krydser min vej #komnudanmark