Kendte Stemmer… Ataf Khawaja

Hvem er du? Ataf Khawaja. Rapper, foredragsholder, mentor.

Hvorfor ytrer du dig i offentligheden? Jeg har aldrig tænkt over hvorfor jeg startede med det – jeg gør det bare, og mest via de sociale medier, hvor jeg kan komme ud med mine holdninger og synspunkter. Når man bliver frustreret over noget, er de sociale medier et godt sted at ytre sig, og komme ud med sin holdning, og det jeg bruger det til er, at få noget feedback. Det kan være rart at få ret, og vide at man ikke er alene med sine holdninger; det giver en følelse af at der måske er håb! På den anden side kan man også få modspil, og blive klogere. Hvis jeg f.eks. har postet nogle artikler, hvor kilderne har vist sig at være ukorrekte eller givet udtryk for noget der har skabt grundlag for uenighed, har det været berigende at få andres holdninger, viden og modspil. På den måde kan vi bruge de sociale medier til både at blive klogere og gøre andre klogere.

Og så synes jeg, at det at tie stille er det samme som at acceptere tingenes tilstand – man kan ikke synes at verden er et dårligt sted, og så vente på at andre siger eller gør noget. Ved siden af at det at ytre sig, er det vigtigt også at handle. Jeg har en god forståelse af mørke danskere, der står lidt på kanten af samfundet. Her kan jeg bruge mine erfaringer til, i praksis, at hjælpe dem videre. Det kan ikke stå alene at blande sig i debatten – man er nødt til også at handle.

Jeg har perioder hvor jeg skriver mange updates, og perioder hvor jeg ikke har behov for det. Jeg står på humanisternes, de mangfoldiges og de farveriges side. På den anden side står xenofoberne; dem der tænker meget ensidigt om danskhed, dem der ikke tænker inkluderende. Vi er to skarpt optrukne blokke, og der er mange tiltag hvor jeg tænker, om det overhovedet nytter noget at skrive. Rykker det ved noget? Jeg ved, at det rykker noget at handle; personligt at tage kontakt og skabe dialog. At appellere til at vi mødes, og taler sammen; spiser noget mad og bliver forenet som ét folk i øjenhøjde, i stedet for at mødes på nettet over hånlige opslag om ”de andre”. Det er bare ikke nok med fede updates og en masse likes, hvis der ikke følger handling med.

Hvilke konsekvenser har det for dig? Jeg tror, at jeg fra starten har gjort mig det klart, at jeg ikke er blogger eller ambassadør for noget parti. Jeg er Ataf, jeg er kunstner og jeg taler fra hjertet. Nogle gange kan mine opslag umiddelbart være tiltalende for folk fra venstrefløjen, hvorefter vi kan ende i uenighed om en nuance i det pågældende emne.

Jeg både får og mister følgere, men går ikke så meget op i det. Har lukket 25-2600 ind i min Facebookverden, måske får jeg flere end jeg mister. Jeg tror dog, at nogle af dem der virkelig godt kan lide min musik, ville foretrække at jeg holdt mig til kunsten, og undlod at offentliggøre den mere politiske/samfundsorienterede side af mig selv.

Jeg har kolleger der ville tænke mere professionelt og taktisk i, at man ikke mister markedsandele, hvis man holder sig på god fod med alle. Det synes jeg er falsk. Jeg er hvem jeg er, og det ytrer jeg mig gerne om.

Et eksempel kan være folk der sympatiserer med Dansk Folkeparti, og samtidigt godt kan lide min og f.eks. Outlandish musik.  Når jeg så, i forbindelse med Dansk Folkepartis seneste kampagne ”Der er så meget vi skal passe på”, latterliggør partiet og hylder de modsvar der kommer den anden vej, bevæger vi os ud på et plan hvor deres usikkerhed kan bruges til noget. For hvis de godt kan lide min musik og mine tekster, er der måske en åbning hvor jeg kan nå ind, bare lidt. Jeg ser mig selv som et oplyst menneske og jeg ser fundamentet for Dansk Folkeparti tage udgangspunkt i det uoplyste – det vil jeg gerne diskutere. Ud af de ti der tager afstand fra mine ytringer, er der måske to eller tre der godt vil diskutere dem med mig, og her har vi chancen for at blive klogere. For hvis du bor i områder, hvor der ikke bor andre end lyse mennesker, er det nemmere at pleje de fordomme og skræmmebilleder vi alle bliver præsenteret for gennem medierne. Jeg kan ikke forstå at folk bliver racister, men jeg kan godt forstå at de bliver bange. Man har ikke tid til at være tv-kritisk, når hverdagen skal hænge sammen og det hele bare kører derudaf. Vi når slet ikke at opdage alt det vi dagligt bliver bombarderet af, i form af spisesedler etc.

Man kan via dialog åbne øjne på begge sider, ved at mødes i det virkelige liv, hvor den rigtige kamp ligger. Natasja gjorde det. Hun og jeg kommer fra en tid hvor man var noget, alene gennem musikken. Budskaberne kom ud og vi havde noget at mødes om, uanset hvordan vi klædte os og så ud. Nu er det meget ”se på mig, se på mig”. Vi kommer fra en lidt anden tid, hvor værdierne lå i at give udtryk for fælles kampe; der var ikke så meget ”mig”. Nu bliver der kun investeret penge i musik hvor der fokuseres på individet, på røv, druk og drømmen om det overfladiske, rige liv. Det handler ikke om fællesskab længere, der er ingen ”let’s get together” vibe.

Vi har i Danmark nogle basale rammer der gør, at vi ikke ligger og dør på gaden, og ikke støder ind i voldsbander på hvert gadehjørne. Her er mere sikkerhed og flere muligheder. Men hvis man i vores del af verden fodrer de unge med den drøm, at det er målet ene og alene at nå til tops, bliver de passive og glemmer den gamle drøm om at realisere det fælles samfund, vi alle har været så stolte af. Jeg synes at vi, i Danmark, har masser af ekspertise at vise verden, i form af vores tankegang om velfærd, vores pædagogik og vores sociale sikkerhedsnet – områder hvor vi er langt foran de fleste andre lande. Desværre er vi ved at sælge ud via den mere liberalistiske tankegang, der ikke på samme måde hylder fællesskabet.

Hvordan er du med til at gøre Danmark/verden til et bedre sted? Det er et svært spørgsmål, men jeg ved at jeg gør en forskel for nogle mennesker. Jeg har de sidste ti år holdt foredrag og været med i projekter der handler om at hjælpe mørke danskere, og socialt udsatte danskere generelt, til at få en bedre chance i livet.

Jeg holder foredrag for lærerstuderende, pædagogstuderende og psykologistuderende om, hvordan de kan tage fat i urocentrene. Jeg hjælper dem til at forstå hvordan de kan tage fat, og oplyser om de ting der er på spil i de små hjem. Når børn f.eks. når teenagealderen, og gerne vil være ude til kl. 3 om natten, men deres forældres kulturelle baggrund dikterer noget helt andet, hvad gør man så? Hvordan får man enderne til at mødes og afmystificeret de kulturelle forskelle?

Der er børn, der senere i livet har skrevet til mig at de faktisk klarer sig. At de er ved at tage en uddannelse, at de har fået et fedt job og et godt liv.

Det er ikke mig alene der har gjort forskellen, men mine ord og mine sange, har været med til at give håb og lys. At gøre livet lidt mere håbefuldt for dem man ofte ikke hører i medierne. Det er det, det hele drejer sig om. Hvis jeg kunne komme videre, kan andre også – det er det budskab jeg vil give videre.

Hvilke projekter synes du fortjener større opmærksomhed? Jeg synes der er rigtig mange fede projekter, der har udsatte unge som omdrejningspunkt. De har alle gode motiver og intentioner. Formålet er, at unge rødder skal væk fra bandelivet eller deres religiøst rabiate baggrunde; væk fra de dårlige fællesskaber og ind i de gode. De skal gøres selvstændige og forstå, at de bare var en soldat i en bande eller en passiv menig i et sogn.

Men evalueringen mangler. Alt for ofte bliver der ikke fulgt op på, hvad der sker efter projektets afslutning. Kvaliteten og resultatet skal stå mål med den dagsorden, der lå for dagen da projektet startede. Hvis man ikke følger op, lærer man ikke hvilke projekter der rent faktisk rykker.

Jeg havde et projekt med nogle unge på Amager sidste år. Der var søgt penge i en pulje, og alle pengene skulle gå til den løn jeg fik for at dukke op. Vi lavede noget rap og optog det, og det var fint. Men jeg tænkte at det kunne blive endnu federe. Jeg gav derfor de penge der skulle have været min løn, til at indspille det professionelt og lave to musikvideoer med dem, så vi gav dem et grundlag for at komme videre – et helt konkret produkt, de kan bruge.

Misforstå mig ikke – det er stadig bedre, at de hver dag er sammen med en voksen og laver noget fedt, end at de laver ballade. Men når de nu endelig er mødt op, så skal man evaluere og finde ud af hvad der virker på den lange bane.

Følg Ataf Khawaja på Facebook 

img_5559

Skriv et svar

Your email address will not be published.

*

© 2017 . All rights reserved.