Hvem er du? Daud Aron Ahmed, Vestegner, sporadisk debattør, Cand.scient.soc.

Hvorfor ytrer du dig i offentligheden? Hvorfor ikke? Vi lever i en tid, hvor vi er velsignet med sociale medier, og hvor vi ikke skal have en eller anden stivnakket redaktørs godkendelse, før vi kommer i avisspalterne. Jeg husker som barn og ung, at min mor ofte så nyheder, og hvis der var noget, der berørte hende, så blev hun frustreret over at hun ikke blev hørt. Den danske debatkultur har mange bagsider, men med de sociale medier, har man mulighed for at bidrage til den åbne kultur og samtidig skabe noget refleksion derude. Jeg har fået mange beskeder fra minoritetsunge, efter mit brev til Bertel Haarder, der skriver og spørger om råd. Det kan være om alt mellem himmel og jord. Litteratur, praktikpladser, rådgivning om hvordan de skal tale med deres fædre. Alt muligt. En af dem er jeg blevet mentor for, og det giver herremeget glæde og en opløftende følelse, at vide, at en Vestegnsdreng som mig selv, kan give videre. At jeg kan dele ud af min viden til andre unge, og at mine ytringer har gjort indtryk på helt fremmede unge.

Hvilke konsekvenser har det for dig? Jeg er en meget privat person, så det har krævet meget, at offentliggøre dele af mit liv. Jeg har jo en kæreste (Khaterah Parwani red.), der er meget i mediernes rampelys. Det har ikke altid været nemt, at bevare roen, når hun har mødt modstand. Hun siger selv, at det er sværere for mig, end det egentlig er for hende og måske passer det. Det er ikke fedt, at opleve hvad hun sommetider skal stå model til og jeg holder mig aldrig tilbage for at understrege offentligt, at jeg er hér. Jeg er ret ligeglad med den kultur, der pålægger hende, at hun skal stå mutters alene i modvind, og at jeg skal bare forholde mig professionelt til det. Det er noget vrøvl, og jeg tror ikke på, at vi bliver klogere af det. Vi afskærmer os selv som mennesker på den måde. Selv, har jeg også prøvet at modtage trusler eller fordomsfulde beskeder, men jeg er god til at grine af det – så længe det er mig, det rammer. Jeg har mistet venner, ligesom jeg har mistet bekendte, fordi jeg vælger ikke at lægge skjul på hvor jeg står. Jeg vælger at være konkret, og jeg bryder mig generelt ikke om at man pakker tingene ind eller skjuler ens ståsteder. Det har både positive følger, men der er også negative. Jeg er nok ret hårdhudet, når det kommer til mig selv og konflikter eller uenigheder skræmmer mig ikke. Jeg bestræber mig på at møde folk, der har gjort indtryk på mig, uanset om det er negativt eller positivt. For en måned siden mødte jeg f.eks. en mand efter et foredrag, der undskyldte at han havde været ubehøvlet overfor mig på Facebook. Han var oprigtigt ked af det, og det endte med at vi hang lidt ud ved Café Blågårds Apotek efterfølgende og gav hinanden en krammer, før vor veje skiltes. Det var jo netop en konsekvens af den uenighed, vi havde haft, men det førte til en bedre forståelse, da han havde læst nogle af mine ting og ændret sin holdning i mellemtiden. Jeg har en rørende tro på, at diskussioner og uenigheder kan føre til menneskelig udvikling.

Hvordan er du med til at gøre Danmark/verden til et bedre sted? Jeg ved ikke om man kan forandre noget ved at deltage i den offentlige debat. Jo, måske rykker man på folks grænser og holdninger. Jeg har ikke været i den offentlige debat særlig længe, men det eneste tidspunkt hvor jeg mærkede, at det var meningsfuldt, var et interview, Føljeton lavede med mig og min kæreste, hvor vi kom vidt omkring mange temaer. Det var vanvittig progressivt og det krævede helvedes meget mod fra mig især, at deltage, fordi jeg jo værner om mit private liv. Jeg tror, at de interviews er til stor inspiration for mange unge, der går og spørger dem selv om de skal kaste sig ud i et forhold med en, der ikke deler deres kultur, etnicitet, religion osv. Personligt forsøger jeg at skabe medborgere, når jeg møder de unge, eksempelvis, der hvor jeg underviser i øjeblikket. Jeg har et mål, eller en drøm – om at forene individuel frihed med social harmoni i vores samfund. Vi, både minoriteten og majoriten, skal sørge for at samfundet består, uanset hvad politikerne og debattørene foretager sig. Det hele bør nødvendigvis ikke kun handle om integration, og et andet område, som optager mig meget, er klima. Det er også noget, jeg bestræber mig meget på at gøre unge mere opmærksomme på, for vi står ved en skillevej i vores tid. Det er vigtigt at de vokser op med en bevidsthed omkring bæredygtighed, økologi og miljø. Jeg savner, at vi også kan strække os udover det forudsigelige, hvor man per automatik som ung, med anden etnisk baggrund, kaster sig over temaer der berører integration, religion og hele det spændingsfelt. Vi har en opgave ude i virkeligheden, men også i den offentlige debat, hvor vi viser, at vi også kan reflektere over andre problemstillinger. Oplysning forandrer og der skal vi gøre en større indsats for ikke at gå dårskabens vej, så vi kan videreformidle vigtig viden.

Hvilke projekter synes du fortjener større opmærksomhed? Der er utallige projekter derude, men de her tre synes jeg fortjener endnu mere opmærksomhed: læger, ildsjæle og frivillige der arbejder for verdens fattigste.

Læger Uden Grænser: Behøver vist ingen introduktion, men de klart fortjener endnu mere støtte.

Headspace: Headspace er et anonymt og gratis rådgivningstilbud til børn og unge i alderen 12-25 år. Ingen problemer er for store eller små, og alt foregår på de unges præmisser. (Læs tidligere indlæg om Headspace her)

WeFood: Danmarks første butik med overskudsmad. Wefood drives af frivillige og alt overskud går til Folkekirkens Nødhjælps arbejde for verdens fattigste. (Læs tidligere indlæg om WeFood her)

Følg Daud på Facebook og Twitter