Flygtninge, minoriteter og kulturmøder
Kendte Stemmer… Natasha Al-Hariri

Kendte Stemmer… Natasha Al-Hariri

Hvem er du? Natasha Al-Hariri. Jeg er jurastuderende, og er ved at afslutte mit speciale i udlændingeret. Jeg sidder i bestyrelsen hos Refugees Welcome som yder juridisk rådgivning til asylansøgere og flygtninge. Jeg sidder også som rådsmedlem hos Rådet for Etniske Minoriteter som rådgiver for integrationsministeren i sager der angår flygtninge og indvandrere. Og så laver jeg alt muligt andet ved siden af, såsom at være mor til Gabriel på to år og kone til Niddal.

Jeg har været en del af den offentlige debat siden 2010, det startede med tørklædedebatten og der er vi på sin vis ikke rigtig rykket videre fra.

Hvorfor ytrer du dig i offentligheden? Jeg er drevet af min retfærdighedssans. Jeg har svært ved at se en bevægelse som den vi ser i Danmark disse år, uden at råbe op. Jeg synes, at det der foregår på udlændingeområdet er hamrende uretfærdigt og amoralsk. Jeg KAN simpelthen ikke tie stille. For det bunder jo i ønsket om sameksistens på tværs af religion, etnicitet og politiske holdninger. Vi skal kunne være her sammen, allesammen.

Og måske vigtigst af alt, er jeg drevet af ambitionen om et bedre Danmark for min søn og hans generation. Jeg tager gerne slagene, hvis det betyder han kan være fri for det om 15-20 år.

Hvilke konsekvenser har det for dig? Man skal aldrig træde ind i den offentlige debat hvis man er bange for folks reaktioner. For debatten er hård og skåner ingen. Man bliver målt og vejet, og det kan være skræmmende. Men jeg har primært følgere der er utroligt støttende og opmuntrende. Forleden mødte jeg tre 12-årige piger som stoppede mig op på gaden og takkede mig for mit arbejde. Det betød alverden for mig, for det er jo præcis dét min kamp handler om. At styrke den kommende generation. Sådan nogle oplevelser er dem jeg vil huske på, og hive frem når de hadske titter frem med deres negativitet.

Hvordan er du med til at gøre Danmark/verden til et bedre sted? Jeg ved ikke om jeg er med til at gøre Danmark til et bedre sted, men jeg er ihvertfald med til at nuancere billedet af Danmark. Og det håber jeg kan rykke ved noget hos folk. Det er min oplevelse, at folks opfattelser og fordomme om minoritetskvinder ofte udfordres og måske endda gøres til skamme, når jeg har snakket med dem, og givet dem et indblik i hvordan en muslims verden også kan se ud. Og dét gør en forskel. At rykke ved folks antagelser og fordomme.

Hvilke projekter synes du fortjener større opmærksomhed? Trampolinhuset! De udfører et utroligt vigtigt stykke arbejde for og med flygtninge, og de er nu lukningstruet fordi de har mistet al støtte fra det offentlige. Det er også der Refugees Welcome driver sin rådgivning fra.

Læs mere om Trampolinhuset på deres hjemmeside her og Facebookside her

Læs mere om Refugees Welcome på deres hjemmeside her og Facebookside her

Følg Natasha på Facebook her og Twitter her

#komnudanmark

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.