Må jeg præsentere… Camilla Bach Kruijer fra Oxfam IBIS

Hvem er du? Jeg hedder Camilla Bach-Kruijer, er 24 år og skal til at læse en international master i Anthropology of Education and Globalisation på DPU i Emdrup. Jeg er desuden frivillig i uddannelsesgruppen i organisationen Oxfam IBIS, hvor jeg har været i ca. 1½ år. Indtil nu har jeg været frivillig i Aarhus, hvor jeg i en periode var gruppeleder for uddannelsesgruppen, men her til efteråret vil jeg være en del af uddannelsesgruppen i Københavns Oxfam IBIS-afdeling.

Hvorfor er du en del af dette projekt? Min overordnede motivation for at være frivillig i Oxfam IBIS, er organisationens argumentation for vigtigheden af uddannelse i forhold til udvikling (jf. sloganet “uddannelse skaber udvikling”). For mig er det dette fokus, der adskiller Oxfam IBIS fra andre udviklingsorganisationer, samtidigt med, at arbejdet i Oxfam IBIS i høj grad bygger på en enorm mængde viden om det vi laver. For mig som frivillig er det en vigtig motivation, at jeg kan trække på denne viden, som jeg kan finde i rapporter både fra Oxfam og fra Oxfam IBIS og forskellige samarbejder med andre organisationer. Jeg tror, at det der primært driver mig som frivillig, er følelsen af at være sammen med ligesindede om et projekt, der giver mening for mig – nemlig at vi sammen kan udrydde fattigdom og ulighed i verden.

Hvad går projektet kort ud på? Der er 61 millioner børn, 74 millioner unge og 796 millioner voksne i verden, der ikke har mulighed for at tage en uddannelse. Manglen på uddannelse i verdens fattigste lande går ud over landenes udvikling og er med til at fastholde mennesker i fattigdom. Derfor er uddannelse et centralt emne for Oxfam IBIS.
I uddannelsesgruppen i Oxfam IBIS har vi som frivillige til formål at formidle vigtigheden af uddannelse videre til andre danske unge. Vi diskuterer, hvad kvalitet i uddannelse er, oplyser om unges vilkår i udviklingslande og opfordrer til, at vi som danske unge med stemmerettighed kan være med til at ændre disse vilkår og påvirke den politik, der bliver ført i Danmark og i verden.

Hvorfor er projektet med til at gøre Danmark/verden til et bedre sted? Gennem oplysning af unge i Danmark kan vi engagere danske politikere i kampen om lige ret til uddannelse i verden. Kvalitetsuddannelse er vejen til udvikling, og vi tror på, at vi i fællesskab kan gøre verden til et sted, hvor der er mindre forskel på rig og fattig.

Hvordan kan man som privatperson blive en del af projektet?
Start med at besøge Oxfam IBIS’ hjemmeside og Oxfam IBIS’ Facebookside.

Gå ind på vores underskriftsindsamling: send verdens flygtningebørn i skole

 

Skriv et svar

Your email address will not be published.

*

© 2017 . All rights reserved.