
Må jeg præsentere… Gitte Frydensbjerg fra WeShelter
Hvem er du? Jeg hedder Gitte Frydensbjerg. Oprindeligt er jeg uddannet antropolog fra Københavns Universitet, og i dag er jeg ansat som sekretariatsleder i WeShelter.
Hvorfor er du en del af dette projekt? Jeg er drevet af det, som jeg tror, langt de fleste medarbejdere og frivillige i WeShelter er, nemlig et ønske om at forbedre tilværelsen for nogle af Danmarks allermest udsatte mennesker. Det er mennesker, som kæmper med hjemløshed, misbrug og/eller psykiske lidelser. Og det er mennesker, der ikke har politikernes største bevågenhed. Det motiverer mig at tale deres sag og udvikle projekter, der kan være med til at højne livskvaliteten for den enkelte.
Hvad går projektet kort ud på? WeShelter er et fællesskab af sociale tilbud, der har arbejdet blandt hjemløse og udsatte i København siden 1893.
Vores fællesskab består af de selvejende institutioner Mændenes Hjem på Vesterbro, Kollegiet Gl. Køge Landevej i Valby og RG60 på Nørrebro. Derudover driver vi værestederne Amadeus, Pegasus, Projekt Offside, Værestedet i Sydvest og NABO-center Amager.
På vores fællessekretariat i Valby, hvor jeg sidder, arbejder vi for at sætte vilkårene for hjemløse og socialt udsatte på den offentlige dagsorden. Vi formidler viden, indgår i forskellige samarbejdsfora og oplyser om udsat- og hjemløshed. Blandt andet gennem magasinet Hjemløs, der udkommer fire gange om året. Derudover indsamler vi midler og inddrager virksomheder i vores arbejde.
Vi udvikler også en række projekter, hvor frivillige engageres på vores institutioner og væresteder. Pt. har vi frivillige engageret som økonomi- og gældsrådgivere, massører, yogalærere, netværksvenner og i madklubber. Derudover skal vi til at involvere frivillige med erfaringskompetencer i vores arbejde gennem et nystartet peer-to-peer projekt. På sekretariatet arbejder vi professionelt med frivillige og klæder dem grundigt på til opgaven gennem netværksmøder, fælles uddannelse og erfaringsopsamling. Derudover engagerer vi os i debatten om frivillighed og deltager i diverse netværk og samarbejdsfora.
Hvorfor er projektet med til at gøre Danmark/verden til et bedre sted? Helt konkret er vores dygtige pædagogiske og socialfaglige medarbejdere med til at hjælpe udsatte og hjemløse til en bedre tilværelse gennem deres daglige arbejde ude på vores tilbud og institutioner. Men jeg mener også, at vi er med til at gøre Danmark til et bedre sted, når vi giver udsatte en stemme i den offentlige debat og gennem vores arbejde med frivillige. De frivillige er en stor ressource ude på vores tilbud, men de får forhåbentligt også en masse igen, der er med til at bringe os lidt tættere sammen og give en større forståelse for, hvad det vil sige at være hjemløs herhjemme.
Hvordan kan man som privatperson blive en del af projektet? Vi har et korps af frivillige, som vi hele tiden udvider. Du kan på vores hjemmeside læse mere om os, og hvordan du kan være med.
Derudover kan du følge med i vores arbejde blandt hjemløse og udsatte på Facebook, LinkedIn og Twitter.