Må jeg præsentere… Hugo Rifbjerg Hansen fra Forening for Gratis Internet via Vedvarende Energi

Hvem er du? Hugo Rifbjerg Hansen – Datamatiker, gift og far til to børn. Vi har desuden en blind hund på 12 år, der er født på gaden i Grækenland. Jeg er formand i fgive.org, også kendt som “Forening for Gratis Internet via Vedvarende Energi”.

Hvorfor er du en del af dette projekt? Jeg vil være med til at gøre verden til et bedre sted for alle. Jeg tror på, at det sker bedst gennem uddannelse. Adgang til uddannelse kan skabes gennem internettet. Der er 4,3 milliarder mennesker i verden der ikke har adgang til internet. Gratis internet vil give mulighed for, at få adgang til al den gratis uddannelse der findes på internettet. Samtidig har internettet mange andre fordele. Jeg vil gerne være med til at skabe et gratis internet, drevet af frivillige, da jeg tror på vi kan hjælpe en masse mennesker ad den vej.

Hvad går projektet kort ud på? Vi lærer dem der har lyst til at være med, alt der skal til for at lave gratis internet og høste energi fra sol, vind, vand, jord og biogas. Vi sætter wifi-accesspoints op. Vi sætter anlæg som solfangere, små vind- og vandmøller, stirling generatorer mm. op, så folk sparer penge og gør noget godt for miljøet. Som tak, får vi 50% af det folk sparer på deres energiregning. Pengene går til verdens fattige lande, til at skabe gratis internet og adgang til billig energi via de samme anlæg der er sat op i Danmark. På den måde, kan folk gøre noget godt for miljøet, spare penge OG frigøre midler til at hjælpe verdens fattige med uddannelse og nye typer af arbejdspladser. Vi startede 26/4-16 så vi er ikke nået så langt endnu, og vi søger derfor medlemmer og støtte, til at komme ordentligt igang.

Hvorfor er projektet med til at gøre Danmark/verden til et bedre sted? Det bedste middel til at ændre verden, er uddannelse! Vi vil lære folk at programmere, løse problemer og reparere deres telefoner. Vi vil lære dem at lave hjemmesider med online betaling og web shops, lære dem om elektronik, om at lave solfangere, husstandsvindmøller, vandmøller på nedløbsrør og piezoelektriske opladere til hjemløses telefoner. Vi vil undervise i, hvordan man får et wifi-accesspoint til at række 100 km.

I Danmark handler det om at hjælpe mennesker, i alle aldre, med at lære nye ting ved at prøve sig frem. Som et biprodukt af foreningen, ser jeg mulighed for at hjælpe iværksættere, der har svært ved at komme i gang pga fx tekniske startvanskeligheder. Her får de mulighed for at afprøve kræfter med IT, på deres vilkår uden omkostninger og risici. Vi kan også hjælpe en gruppe mennesker til at blive stærkere borgere, og få flere muligheder i deres liv, ved at få hul igennem til internettet. Personligt håber jeg på, at vi kommer til at hjælpe en masse græsrodbevægelser til bedre at kunne hjælpe andre. Det kan være med en App, gratis hosting af hjemmesider, online betaling til deres egen crowdfunding eller med vedvarende energi.

Vi er i øjeblikket ved at starte et projekt op, hvor vi indsamler brugte mobiltelefoner til hjemløse. Det gør vi i samarbejde med Projekt Hjemøs og GreenSpeak. Vi indsamler, renser og reparerer telefonerne. Projekt Hjemløs har modtagerne og GreenSpeak hjælper med billige abonnementer. (Læs Kom Nu Danmarks tidligere indlæg om Greenspeak og Projekt Hjemløs)

Hvordan kan man som privatperson blive en del af projektet?
Man kan melde sig ind her.

Det koster 120,- kr pr. år pr. husstand. Det er sat lavt, så alle kan være med. Vi ser gerne, at både forældre og børn deltager. Vi satser på, at få støtte fra virksomheder og private, og vil sideløbende søge puljer og fonde. IT og elektronik koster ikke meget, så driften er billig, men til gengæld koster byggematerialer, værktøj og instrumenter en del. Vi kan komme lagt med få midler og det agter vi at gøre.

Vi holder gratis WordPress kursus d. 24/9-16, kl 10 – 17 i Avedøre. Her kan man lære at opbygge hjemmesider, både med nyhedsbrev, medlemssystem og webshop. Det meste koster ingenting i WordPress, så man kommer rigtig lang for få midler.

Skriv et svar

Your email address will not be published.

*

© 2017 . All rights reserved.