
Må jeg præsentere… Line Søgaard fra Welcome to Denmark
Hvem er du? Mit navn er Line Søgaard, og jeg er journaliststuderende, og så er jeg talsperson for Welcome to Denmark.
Hvorfor er du en del af dette projekt? Jeg er drevet af en indignation over, at Danmark ikke vil modtage et større antal flygtninge, der svarer til den kapacitet vi har. Og så mener jeg, at samfundet styrkes af frivillige kræfter, som også skal være en del af modtagelsen af flygtninge. De er almindelige mennesker som os andre, og hvis vi kan indse det, så kan de få en chance for at bidrage til samfundet. Det mener jeg er en sag, der er værd at kæmpe for.
Hvad går projektet kort ud på? Welcome to Denmark blev dannet i september 2015. Vi koordinerede flere typer af hjælp til flygtninge ved ankomsten til Danmark. Siden vores opstart har vi arrangeret aktioner og demonstrationer for at gøre opmærksom på flygtninges rettigheder.
Hvorfor er projektet med til at gøre Danmark/verden til et bedre sted? Vi møder asylansøgere og flygtninge i øjenhøjde. Der er ikke forskel på om man har været politisk aktiv i Kina, flygtet fra IS eller politisk aktiv i Danmark. Det er et solidaritetsarbejde, der krydser grænser, og det har verden brug for flere af.
Hvordan kan man som privatperson blive en del af projektet? Man kan se hvilke aktiviteter vi har ved at besøge vores Facebookside. Her man kan se, når der er kommende aktioner, workshops, foredrag og lignende. Vi afholder også introduktionsmøder, som man kan tilmelde sig via vores Facebookside.