
Må jeg præsentere… Malin Kristina Westerlund fra Lille Latakia
Hvem er du? Malin Kristina Westerlund, BA i antropologi, MA i samfundsfag, underviser i Dansk som Andetsprog, journalist og sammen med cand.psych. Lavra Marie Lumholt Holm medstifter af og -direktør i Lille Latakia IVS.
Hvorfor er du en del af dette projekt? Det hele begyndte i september 2014, da vores byråd, i en tid med et historisk højt antal mennesker på flugt fra krig elendighed og hvor Udlændingestyrelsen nærmest skreg på indkvarteringspladser til asylansøgere, besluttede at lukke asylcentret i vores kommune med plads til flere end 700 beboere. Vi skammede os, og var fuld frustration og vrede. Når vores politikere ikke ville tage et medansvar for den alvorlige situation, følte vi os forpligtede til at gøre noget, handle, og ikke bare protestere med ord, og vi besluttede os for at stille vores gæsteværelser i vores private hjem til rådighed for Udlændingestyrelsen. US takkede nej til vores tilbud om privat indkvartering af asylansøgere, og bortset fra en enkelt asylansøgerfamilie, som vi fik kontakt til og tog under vores vinger, forlod de cirka 700 asylansøgere vores kommune og blev indkvarteret andre steder i landet, i mere eller mindre overfyldte asylcentre, campingpladser, hoteller mm. Men Gæstfrie i Halsnæs var nu skabt, og et fællesskab af mennesker, der insisterede på et mere humanistisk samfund med en større vilje til at tage ansvar for at hjælpe mennesker på flugt. Over hele landet skød grupper som vores op, og vi mødte gamle grupper som havde været i gang længe. Bedsteforældre for Asyl og Asylret var nogle af dem. Vi var en del af en bevægelse, og vi erkendte, at vi som helt almindelige mennesker godt kan gøre en forskel. Og at når man kan, så skal man. Vi demonstrerede imod asylstramninger, og vi holdt fester, koncerter, udstillinger og cafearrangementer hvor mennesker kunne møde hinanden på tværs af alverdens skel. Flygtninge. Danskere. Og andre. Igennem dette fællesskab mødte jeg min kompagnon i Lille Latakia, Lavra, og kokkene, Mohammad og Mohamed. Vi lærte det skønne syriske køkken at kende, og vi så hvilke madekvibrilister, Mohammad og Mohamed var.
Og så var ideen født: Madhuset Lille Latakia, opkaldt efter den syriske havneby hvor kokkene kommer fra. Den 21. oktober 2015 stiftede vi selskabet og den 15. november havde vi vores første job som kogekoner. Den 1. januar åbnede vi spisehus på Lynæs havn, hvor vi er blevet taget godt imod.
Hvad går projektet kort ud på? Lille Latakia er en socialøkonomisk virksomhed med to formål: At skabe 1. Arbejdspladser til flygtninge og 2. God mad til folket. Maden er syrisk/mellemøstlig, men vi er også medlem af den lokale sammenslutning af landmænd og andre fødevareproducenter Spisekammer Halsnæs, og vi har intentioner om så vidt muligt at bruge lokale produkter i vores madlavning. Vores virksomhed fungerer på markedsvilkår, og vi får ingen støtte fra fonde eller det offentlige, og pt. har der kun været råd til løn til vores ansatte, som 1.3 2016 talte 13: 3 på fuldtid, 1 virksomhedspraktikant og 9 i småjobs. Vi direktører betragter os imidlertid ikke som frivillige. Og hvis projektet skal overleve i sin nuværende form, skal der også være løn til os på et tidspunkt. Det er for os vigtigt, at vi er ligeværdige. Der er ingen af os der kunne have gjort det her alene. Kokkene kan lave mad, og vi kan sætte os ind i de danske regler og krav, og vi kan tage os af kommunikationen. Sammen bygger vi forretningen op.
Hvorfor er projektet med til at gøre Danmark/verden til et bedre sted? Lille Latakia skaber arbejdspladser til en gruppe borgere, som typisk har svært ved at finde arbejde på det danske arbejdsmarked. Her kan disse dygtige mennesker bruge deres kompetencer og komme fri af offentlig forsørgelse. Og så bidrager de oven i købet med noget, der ikke fandtes heroppe i Halsnæs i forvejen: Et sted hvor man kan få autentisk syrisk mad, ikke bare til glæde for ganen, men også for øjet, i hyggelige rammer, hvor vi gør hvad vi kan for at alle føler sig velkomne. Det styrker og beriger os allesammen, og derfor synes vi, at Lille Latakia er med til at gøre verden til et bedre sted.
Hvordan kan man som privatperson blive en del af projektet? Lille Latakia er som nævnt ikke et frivilligprojekt, men en forretning på markedsvilkår. Da Skat ikke tillader frivillig arbejdskraft i en sådan virksomhed, har vi indtil videre måttet sige nej til dem, der har meldt sig. Det er ærgerligt. Så nu vil vi undersøge muligheden for at oprette en frivilligforening tilknyttet Lille Latakia og ad den vej gøre plads til frivillige.
Vil du vide mere om Lille Latakia, kan du besøge dem på Facebook hvor du også finder adresse, menu med billeder af den lækre mad og meget mere!