Børn og unge i udsatte positioner
Må jeg præsentere… Naja von Sehested fra Foreningen Grønlandske Børn

Må jeg præsentere… Naja von Sehested fra Foreningen Grønlandske Børn

Hvem er du? Naja von Sehested, 41 år. Uddannet bibliotekar DB i 2001. Arbejder som børnebibliotekar i Rudersdal kommune. Har været med som frivillig i Anaanat siden maj 2015 – og er nu en del af det fælles projekt. Det er meningen, at jeg også skal være en del af lektiecaféen, hvis vi får det op at stå her i foråret.

Hvorfor er du en del af dette projekt? Jeg har været medlem af foreningen i nogle år og støttet, fordi jeg synes projekterne er så fine. Min familie har relationer til Grønland tilbage til midten af 1800-tallet, så jeg har altid haft stor interesse for landet og menneskene. Jeg blev frivillig, fordi jeg har lyst til at være sammen med andre om at hjælpe dem, der har det svært.

Hvad går projektet kort ud på? Foreningen Grønlandske Børn arbejder for at give alle grønlandske børn og unge i Grønland og Danmark et værdigt liv med mulighed for en positiv udvikling i respekt for deres rettigheder. I projektet jeg er tilknyttet, arrangerer vi fællesspisning, kolonier og aktiviteter for grønlandske børn og deres forældre.

Hvorfor er projektet med til at gøre Danmark/verden til et bedre sted? Det er de små projekter, der gør en stor forskel! De projekter der løfter det enkelte menneske, og det synes jeg, Foreningen Grønlandske Børn gør så meget for. At de grønlandske børn skal have oplevelser og relationer, der gør dem til stærkere mennesker.

I foreningen er vi alle drevet af en interesse for Grønland og en lyst til at hjælpe, hvor man kan. Det betyder også meget, at projekterne er godt arrangeret og har dygtige projektledere – det synes jeg bestemt at Foreningen Grønlandske Børn har. Her er mennesker med store hjerter og overskud, oplever jeg.

Hvordan kan man som privatperson blive en del af projektet? Man kan støtte Foreningen Grønlandske Børn og vores arbejde på flere måder. Du kan blive medlem af foreningen, hvor du får tilsendt et årligt magasin og en årsberetning, som beskriver vores projekter og aktiviteter. Du kan også støtte os med enkelt eller fast bidrag, eller sende en sms-donation. Se hvordan, eller læs mere om os og vores projekter på vores hjemmeside. Her kan du også tilmelde dig vores nyhedsbrev.

Endelig kan du blive frivillig. Foreningen Grønlandske Børn har projekter i Aalborg, Aarhus, Esbjerg og København, hvor du kan melde dig som frivillig i vores projekter. Vi poster opslag på vores Facebookside, når vi søger nye frivillige i et projekt, men man kan også altid tage kontakt til foreningen og høre om mulighederne.

naja

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.