Må jeg præsentere… Thomas Christensen fra 501st Legion, Nordic Garrison

Hvem er du? Thomas Christensen. Jeg er 35 år gammel, bosiddende på Sydfyn lidt udenfor Svendborg med min dejlige kone Mie og vores lige så dejlige datter Astrid. Jeg er uddannet farvehandler og arbejder med det til daglig.

I min fritid arbejder jeg som frivillig i verdens største Star Wars fan – og udklædningsgruppe: 501st Legion. Den lokale afdeling hedder Nordic Garrison og omfatter de 4 skandinaviske lande. Min rolle er det vi kalder en supporter. Dvs. at jeg hjælper til med en masse praktisk når vi er ude på events. Vil forkorte det lidt lange navn til NG i resten af indlægget.

Hvorfor er du en del af dette projekt? For det første er jeg kæmpe fan af Star Wars og har været det lige siden jeg var dreng. så en del af det, er at jeg kan dyrke min interesse med ligesindede mennesker. For det andet er NG meget ofte ude og “optræde” til forskellige events, såsom conventions, børnefødselsdage osv. Dermed kan vi dyrke vores store passion, samtidig med vi gør en hulens masse mennesker glade. Den glæde man ser hos både børn og voksne når de ser Darth Vader eller andre figurer fra Star Wars er slet ikke til at beskrive! Så motivationen kommer både indefra, men absolut også udefra. Desuden støtter vi meget Ønskefonden.

Hvad går projektet kort ud på? 501st er i sin enkelthed en fangruppe og udklædningsgruppe der med udgangspunkt i USA, fokuserer på at lave kostumer der er så nøjagtige som overhovedet muligt. Dvs. målet er at man helst ikke burde kunne se forskel på kostumerne i filmene og de dragter medlemmerne optræder i.

Fokus ligger på de slemme personer, simpelthen fordi de har de mest ikonisk og fedeste dragter.
Fra at gå fra en enkelt mand, er der nu over 8000 medlemmer verden over. I Danmark er vi en del af den nordiske garrison med i nærheden af 200 medlemmer fordelt på: Sverige, Danmark, Norge og Finland.

Udover en fælles interesse for Star Wars, er 501st ofte ude og hjælpe til med velgørenhed, hospitalsbesøg, forskellige events osv. Medlemmerne gør alt dette helt frivilligt. Derimod består “betalingen” for ydelserne af donationer til forskelligt velgørenhed. Den største modtager af donationer er Ønskefonden, der fokuserer på at gøre f.eks syge børn glade ved at give dem nogen gode oplevelser. I NG er vi efterhånden oppe på 1 million til dette formål henover årene. Men det er vigtigt at pointere at ingen medlemmer i NG økonomisk får noget ud af dette. Vi gør det simpelthen fordi vi synes det er sjovt og fordi det støtter en god sag. Og vi suser gerne rundt i landet (og verden) for at dyrke interessen og støtte en god sag. Derfor er vores slogan: “Bad guys doing good”!

Hvorfor er projektet med til at gøre Danmark/verden til et bedre sted? Efter min mening, gør 501st og NG verden til et bedre sted fordi vi gør hvad vi kan for at gøre folk glade. Om det er i form af et hospitalsbesøg hvor vi deler gaver ud til børn, eller om det er en convention hvor folk kan dyrke deres nørderi er ligegyldigt. Næsten uanset hvor vi kommer frem er der store smil og rigtig meget glæde.
I 501st betyder hverken køn, seksualitet, race eller religion noget. Det eneste der betyder noget er interessen for Star Wars of glæden ved at sprede glæde. Det giver et stærkt fællesskab på tværs af alt andet.
Personligt er min store glæde at hjælpe til på Odense universitets hospitals børneafdeling. Børn og voksne er fanget i en rigtig træls hverdag med sygdom og behandlinger og hvor der sjældent er noget rigtig at grine eller smile af. Men når vi kommer med vognene fyldt med gaver glemmer de tit sygdommen i et øjeblik. Vi kan ikke kurere dem, men vi kan give dem 10 minutter hvor fokus er et helt andet sted. Og det er så vigtigt i en verden hvor nyhederne er fyldt med den ene tragedie efter den anden. Efter min mening.

Hvordan kan man som privatperson blive en del af projektet? Man kan blive medlem ved at skaffe sig en dragt der kan godkendes til brug hos 501st. Der bliver stillet krav til nøjagtigheden af disse dragter og det er derfor vigtigt at rådføre sig inden man potentielt bruger rigtig mange penge på et kostume!
Man kan også være med som supporter som jeg er. Vi er øjnene og ørerne for trooperne i dragter, da de ofte har meget dårligt udsyn.
Hvis du vil vide mere kan du tjekke 501st, NG og vores søster organisation Rebel Legion.

 

FB_IMG_1458814447361

Skriv et svar

Your email address will not be published.

*

© 2017 . All rights reserved.