
Matilde anbefaler… Clowns4Care
Når et smil betyder frirum
Af Susanne Ibsen Marstrand fra @Clowns4Care
Vi er humanitære klovne – det er “ikke bare for sjov”.
Men nogle gange er verden ret simpel; nogle gange behøver man ikke al den støj, larm, diskussion og ord, der forstyrrer. Nogle gange er den nemmeste måde at kommunikere med hinanden på, helt lydløs. Måske er det også den korteste afstand mellem os – hjertet, smilet, tanken.
Det er i hvert fald den vigtigste lektie det at være klovn, og at være en del af Clowns4Care, har lært mig. Egentlig er det vel lidt en modsætning, når vi er klovne og laver ret meget larm og er farverige hvor end vi kommer hen. Men larmen, klovneriet og farverne er vejen ind – ind til et grin, et smil, en hånd der rækker frem. Det har vi oplevet masser af gange i Clowns4Care.
Senest da vi var i Grækenland, i de håbløse, endeløse flygtningelejre i Athen hvor mennesker sad, og sidder, fanget på ubestemt tid. Klemt sammen i telte uden adgang til ordentlig mad, vand og sanitære forhold – uden afklaring og bestemmelsessted. Midt i det hele dukkede vi op med smil, larm og varme – for hvis børnene i et øjeblik kunne glemme hvor de var – eller vi kunne gøre deres triste hverdag lidt udholdelig – var det eneste rigtige sted at være. Vi skabte venskaber, legede, grinede og gav kram, balloner og smil ud i stor stil.
Hvem er vi? En introduktion er vel på sin plads. Clowns4Care er en sammenslutning af klovne, der alle brænder for at sprede glæde og smil hos børn i brændpunkter eller svære situationer. Vi fjoller, pjatter og leger – uden egentlig rigtigt at optræde, men vi er børnenes venner. Vi er dem, der laver narrestreger og holder med børnene når de voksne kigger strengt over mod os. Men vi er også dem, der lytter med hjertet og uden ord kan give kram, knus og håb.
Det lyder måske lidt ”fluffy” og ikke til at føle på som en flaske vand eller et måltid mad, men når de basale behov er dækkede, betyder socialt samvær, latter og leg meget for både børn og forældre. Børn fordi de får et frirum, leg og en chance for at være børn. Forældrene, fordi de kan slappe af og give slip på bekymringerne for deres børn i nogle øjeblikke.
Og måske er det derfor, at vi i Clowns4Care tager ud i brændpunkter i verden. Fordi det er bevist, at traumer hos børn kan behandles og lettes gennem latter og smil – netop hvad vi som klovne kan bidrage med. Og børn på flugt eller i flygtningelejre bærer som oftest på traumer og har meget brug for et udløb for det – eller en flugt fra dem.
Derfor går den næste tur også til Palæstina, Vestbredden, til en masse flygtningelejre med børn. Det bliver en uge med leg, pjat og masser af kram – men også et pusterum for nogle børn, der trænger til et lille åndehul. Men det er også vigtigt at understrege: Vi er humanitære klovne, vi arbejder for at gøre en forskel for oversete, nødlidende eller sårbare børn, stor eller lille forskel – deraf også vores motto: “ikke bare for sjov”.
I kan læse meget mere om os på vores Facebookside, følge os og vores missioner til verdens brændpunkter på Instagram: @Clowns4Care – f.eks på gruppens tur til Vestbredden og palæstinensiske flygtningebørn 1. til 8. april. Denne tur foregår i tæt samarbejde med en stribe FN-organisationer i flygtningelejre, børnehjem, skoler, hospitaler, ol.