
Matilde anbefaler… Samtalesaloner
Min mor, som er en trofast p1 lytter, spurgte mig for tid tilbage, om jeg kendte til Samtalesaloner. Hun havde nemlig hørt et spændende indslag og ville gerne slå et slag for at jeg tjekkede det ud, da hun synes det ville passe godt ind på Kom Nu Danmark. Og hun havde ret! For den inkluderende tanke lever vel nok i bedste velgående her.
En samtalesalon er et samlingspunkt for folk, der gerne vil tale med hinanden på en ny måde. Mest af alt minder det om at tilbringe en hyggelig aften på en cafe. Forskellen er bare, at til samtalesaloner kan man sagtens møde op alene, for salonværterne sørger for, at du kommer i snak med de andre spændende gæster om alverdens spændende emner.
Samtalesalonerne er udviklet af Andreas Lloyd og Nadja Pass fra samfundslaboratoriet Borgerlyst. Konceptet har spredt sig over hele Danmark, og Samtalesaloner er nu blevet et open source fællesskab, hvor alle kan dele deres erfaringer og viden om, hvordan man bedst kan skabe rammerne for inspirerende samtaler. De to initiativtagere skriver på deres hjemmeside:
Vi startede samtalesaloner, fordi vi savnede nogle steder at mødes med folk, vi ikke allerede kendte – og som levede, tænkte, handlede og stemte helt anderledes end os selv – og kunne snakke ordentligt og åbent sammen. Om stort og småt. Løst og fast.
Vi savnede at kunne træde ind i et “historieløst rum”, hvor ingen allerede kendte os og forventede, at vi ville sige og mene noget bestemt – og så kunne vende nogle vigtige emner og spørgsmål sammen med andre, vi kendte lige så lidt til på forhånd, som de kendte til os.
Vi savnede, at den gode samtale i sig selv fik lov at være i fokus, uden at den hele tiden skulle resultere i konkrete nye ideer, post-its og opsamling i plenum. Vi savnede, at det i sig selv kunne være et mål at føre en god, nuanceret, fordomsfri samtale, der fik lov at udvikle sig i overraskende, krøllede retninger på den måde, som det næsten er umuligt at samtale, hvis man skal nå et konkret mål.
De skabte derfor Samtalesaloner. Som en slags hyldest til horisontudvidelsen og i anerkendelse af, at en samtale med en fremmed ofte ikke starter af sig selv og slet ikke hvis det er et menneske, hvis personlighed ligger langt fra ens egen. Samtalesaloner giver muligheden for at springe ud i mødet med alle slags mennesker og en undskyldning for, som de skriver “at kunne gå hen til fremmede og stille dem nogle interessante spørgsmål”.
Læs mere om Samtalesaloner her, hvor du også gratis kan downloade en håndbog til hvordan du selv starter en Samtalesalon, printe samtalemenuer og meget mere.
#komnudanmark