
Matilde anbefaler… Sustain Daily
Hvis der er noget jeg elsker at råbe højt om, så er det når seje mennesker kaster sig ind i kampen for en bedre verden, hvad end det omhandler mennesker eller miljø og bæredygtighed. Pigerne fra Sustain Daily har skabt en lækker og inspirerende verden i bæredygtighedens navn. Her er alt du skal bruge, hvis du går med tanker om at omstille dit liv til en grønnere side.
Pigerne bag Sustain Daily skriver selv:
Sustain Daily er et webmagasin og et bloggernetværk med fokus på bæredygtig livsstil. På webmagasinet samler vi eksperimenter og erfaringer med en bæredygtig livsstil på ét sted, så ideer og inspiration kan nå ud til flest mulige. På vores blogs giver vi hver især og uafhængigt af hinanden vores bud på, hvordan man med små og store skridt kan nærme sig en mere bæredygtig livsstil.
Vi har brug for hinanden – bloggere som læsere – til at blive inspireret, udfordret, klogere og ikke mindst opmuntret til at tage nye skridt på vej til et bæredygtigt liv. Vi vil:
- Inspirere til initiativ og opmuntre til handling ved selv at gå forrest
- Dele op – og nedture og tale ærligt om udfordringer
- Fejre store såvel som små indsatser for en mere bæredygtig hverdag
Alt indhold på Sustain Daily webmagasin og de personlige blogs er baseret på fire kerneværdier:
1. Bæredygtighed
Bæredygtighed er det primære fokus hos Sustain Daily. Vi forstår bæredygtighed som et bredt begreb, der omfatter både sociale, miljømæssige, økonomiske og æstetiske aspekter.
2. Mangfoldighed
Den bæredygtige livsstil har lige så mange udtryk, som vi har hver især. Sustain Daily ser forskelligheden i de enkelte blogs som en styrke. At vi griber den bæredygtige hverdag forskelligt an understreger, at den bedste løsning i én hverdag ikke nødvendigvis fungerer i en anden. Vi respekterer hinandens holdninger, men deler dem ikke nødvendigvis.
3. Troværdighed
Sustain Daily sætter en ære i troværdighed og integritet både indadtil og udadtil. Vi vil være ærlige både når vi skriver om vores hverdag på egen hånd, og når vi indgår i samarbejder med eksterne partnere. Vi ønsker at sætte en standard for, hvordan annoncering og samarbejde med eksterne partnere kan foregå, så det kommer flest muligt til gode.
4. Handlekraft
At læse med hos Sustain Daily er første skridt på vejen mod at forandre sine vaner. Vi vil give skulderklap til dem, som er på vej i den rigtige retning, løfte de gode ideer og initiativer frem og anerkende dem, som forsøger at gøre en forskel, så vi skaber muligheder for at mod og handlekraft kan vokse.
Følg Sustain Daily på deres hjemmeside, Facebook eller Instagram, de har endda en podcast – du vil ikke fortryde at lægge et besøg forbi, for en hente lidt inspiration til hvordan din hverdag kan blive lidt grønnere!