
Matilde anbefaler… Thomas Dambo
Jeg faldt helt tilfældigt over Thomas Dambos profil på instagram en dag, hvor jeg sad og søgte på skulpturer og installationskunst. Men da jeg først havde set et billede, måtte jeg se dem alle – og siden har jeg været hooked! Jo mere jeg lærer om hans arbejde og materialevalg, des større bliver min beundring for det han formår at trylle frem. Thomas Dambo og hans team bygger alt fra møbler over scenografi til store kunstinstallationer og skulpturer, men fælles for alle produkter er, at de udelukkende består af genbrugsmaterialer. Det synes jeg er vildt sejt i en “brug og smid væk” tid som denne.
Jeg er faldet pladask for hans store skulpturer i genbrugstræ, men synes også at hans projekter med fuglehuse (som jeg nyder rundt omkring i byen), hans helt genialt udtænkte happywall og mange andre projekter fortjener kæmpe opmærksomhed og anerkendelse.
Det, at han arbejder med genbrugsmaterialer får tankerne ledt hen på hvor meget man egentlig kan få ud af det, de fleste kategoriserer som værdiløst skrald – og måske kan det anspore lidt flere til at tænke over, at der findes et alternativ til skraldespanden, når man ikke længere finder sine ting nyttige. At sørge for at de ting man kasserer bliver kørt på genbrugsstationer eller på anden vis ender “på rette hylde”, kan sikre at materialet får nyt liv og for det vil vores klode være dig evig taknemmelig!
At man som Thomas Dambo så endda kan forvandle det til noget vi alle kan nyde godt af, er jo helt fantastisk og jeg vil opfordre jer til at følge med i hans projekter via hans Facebook, Hjemmeside eller Instagram. Thomas har skrevet til mig, at han for tiden er i Australien hvor han bygger tre store dyr – projektet kan allerede følges på Instagram.