Matilde anbefaler… VenligboHus

Jeg har før skrevet om Venligboerne, fordi jeg tror på, at den slags bevægelser bevæger og hjælper hjertet til at åbne sig op for det, det endnu ikke kender. Med VenligboHus er det blevet virkelig nemt at møde nye venner, uden nødvendigvis at gøre det store for det. Man skal nemlig bare kigge forbi hvis man lige er i området, og så sker det nærmest helt af sig selv.

Jeg har fået Sara Voksen fra VenligboHus til at fortælle lidt om huset, da hun kommer der flere gange om ugen og har været med helt fra starten:

VenligboHuset åbnede i august 2015, og fungerer som café og socialt samlingssted for venligboere og andre interesserede. I VenligboHuset er vi en god blanding af både børn, unge, voksne og ældre, ligesom vi har alvedens kulturelle baggrunde. Her er etniske danskere samt mange nye danske borgere, hovedsageligt fra mellemøstlige lande, især Syrien.

I huset laver vi mange hyggelige ting sammen. Vi har sprogcafé, fælles aftensmad hver aften, arbiskundervisning, jobbank samt workshops så som tegneworkshop og programmeringsworksop. Ligeledes har vi mange sociale arrangementer; fester, børnearrangementer, mødregruppe, filmaftener, fotoklub og spilleaftener. Men vi drikker også bare kaffe og snakker sammen.

VenligboHuset er for alle, der søger nye venner og samtidig vil beriges med viden om forskellige kulturer og religioner. Vi ser det som en styrke at skabe et stærkt fællesskab, der er inkluderende for alle. Vi skelner ikke mellem “os og dem” og der er ikke nogen “frivillige og brugere” hos os. Vi er der alle på lige fod, og vi tager alle aktiv del i fællesskabet. Vi ser ikke folk som flygtninge, men som nye venner. Vi kommer i VenligboHuset for at mødes og have det rart sammen. Og det har den sidegevinst, at vi integrerer og inkluderer mange nytilkomne mennesker i samfundet.

Den første fredag i hver måned holder vi fyraftensfest, hvor vi spiser, hører musik, danser, ryger vandpibe osv. Vi har også børnearrangementer og vi er ved at starte en mødregruppe op.

  

 

 

Følg VenligboHus og deres mange arrangementer på deres Facebookside eller kig ind næste gang du er i området. Adressen er VenligboHus, Onkel Dannys Plads 1, 1711 København V.

Skriv et svar

Your email address will not be published.

*

© 2017 . All rights reserved.