
Matilde anbefaler… Zornigs Zone
Jeg er fast lytter på Radio 24/7’s program Zornigs Zone. Programmet portrætterer mennesker på kanten, som får mulighed for at fortælle deres livshistorie til en bred skare af lyttere.
Jeg synes, at programmet bidrager til et inkluderende Danmark, fordi mennesker som ikke normalt får den store taletid i offentligheden, får mulighed for at skabe forståelse for hvordan et liv på kanten er, og hvad der skal til for at komme over på den anden side. Mange har fordomme om netop de mennesker der portrætteres, fordi vi har hørt dem negativt omtalt i medierne eller set dem i gadebilledet, og lægger mærke til at de skiller sig ud fra mængden. De færreste har nok modet til, eller muligheden for, at undersøge hvad der kan ligge bag og jeg synes, at Lisbeth Zornig Andersen, i Zornigs Zone, giver plads til netop mennesket og fortællingen.
På Radio 24/7’s hjemmeside er programmet beskrevet således:
Zornigs Zone tager dig med ind bag parcelhusets ligusterhæk, ghettoens betonmur og landsbysamfundets overfladiske idyl.
Fra nordkystens au-pair piger til provinsens narkobander. Fra den incestramte familie på landet til det lukkede fængsel i forstaden.
Vi taler med alle, som lever på kanten af vores samfund. Dem hvis liv er formet af misbrug, sygdom eller fattigdom, men også af kærlighed, drivkraft og håb om en bedre tilværelse.
Zornigs Zone fortæller den personlige og ofte ubegribelige historie. Vi undersøger hvordan man overkommer det uoverkommelige. Vi spørger hvorfor der ikke var en ven, et familiemedlem eller en fra samfundets mange institutioner, der gav en hjælpende hånd, da livet var allerværst.
Jeg bliver ofte meget rørt af programmerne, da de mennesker der deltager, udviser et enormt mod og i den grad giver indsigt i hvordan et liv også kan være.
Med en socialpolitik der sjældent giver plads til netop disse skildringer, men mere ser på området fra et samfundsøkonomisk standpunkt, er programmet vigtigere end nogensinde.
Lisbeth Zornig Andersen har en evne til at træde i baggrunden, og give mennesket plads og man mærker tydeligt, at der er en respekt og beundring for, at de mennesker hun portrætterer har modet til at stille op, og fortælle hele Danmark om deres baggrund, liv og udfordringer. Programmet viser, at selv de mest udfordrede mennesker kan komme ud på den anden side – enten ved at finde deres indre styrke frem, eller ved at møde et menneske, der ser ind under det yderste lag og fastholder at de, på trods af en til tider kantet opførsel, er noget værd.
Jeg kan i den grad anbefale jer at lytte med hver søndag mellem 19.05-20. Programmerne bliver, ud over at sendes live i radioen, også lagt ud som podcasts, så du kan lytte når du har tid. Du kan blive klogere på hvordan du bliver aktiv lytter, ved at klikke her.
Vil du vide mere om Lisbeth Zornig Andersens forhold til at ytre sig, kan du læse eller genlæse mit interview med hende her.
#komnudanmark