Matilde anbefaler
Matilde anbefaler…

Matilde anbefaler…

Jeg har længe haft lyst til at stikke endnu en kategori ud på Kom Nu Danmark – nemlig en, hvor jeg deler mine anbefalinger med jer. Anbefalinger af steder man kan besøge og inspireres af; steder som kan udvide din horisont. Med den tiltagende digitale fremtoning i det offentlige billede, hvor mange kigger mere på deres skærm end hinanden, synes jeg at der er mere brug end nogensinde for, at kalde på fællesskab og i god gammeldags stil ”komme hinanden ved”.

Jeg tror på, at mange vil være en del af et inkluderende Danmark, men jeg tror også at mange kan have svært ved at finde vejen ind til de fællesskaber, der for én endnu er fremmede. Måske synes du det er for overvældende at melde dig som frivillig fast et sted, måske synes du at det er lidt grænseoverskridende at skulle dele ud af dig selv til fremmede mennesker, måske har du bare ingen ide om hvorvidt det overhovedet er noget for dig at engagere dig i noget, måske er du helt klar til at kaste dig ud i fællesskaberne, men mangler bare lidt inspiration og information for at tage det sidste skridt – uanset hvad håber jeg at du vil læse med.

Jeg er gået på rov, for at finde nogle af de steder i Danmark, som inviterer til fællesskab og horisontudvidelse, da jeg tror at det er de to grundpiller i formlen til et mere inkluderende og bæredygtigt Danmark.

Jeg vil derfor præsentere både fysiske steder og digitale fællesskaber, som jeg tror kan fange jeres interesse og få jer til at overveje om I måske skulle slå et smut forbi!

Velkommen til min nye kategori på bloggen: Matilde Anbefaler!

Og husk, at jeg altid tager imod ideer til hvor jeg kan lede og henvende mig – med jeres hjælp når vi endnu bredere ud!

Kærlig hilsen Matilde

#komnudanmark

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.