Mere fokus på de seje(ste) mennesker!

En tanke der for tiden optager mig meget er, hvordan de fag som sætter mennesket i højeste kurs, er dem der ofte bliver nedprioriteret når det kommer til hænder og lønninger. Det er svært at undgå at blive politisk når man stiller et sådant spørgsmål, men jeg undrer mig virkelig.

De fag som omhandler børn, syge og ældre er jo vedkommende for os alle – hver og en. Hvordan kan vi ikke allesammen, uanset politisk ståsted, være interesseret i at sikre de bedst mulige vilkår på de arbejdspladser, som tager sig af vores egne børn, forældre og syge (eller fødende) familie?

Jeg synes, at der i den offentlige debat, ligger et stort fokus på alt det vi ikke har råd til at prioritere, men jeg får lyst til at spørge hvordan vi har råd til ikke at prioritere?

Jeg vil i den kommende periode fremhæve nogle af de seje mennesker, der knokler for at bevare kernen i det arbejde, der sikrer os selv og vores nærmeste en tryg tilværelse. Og jeg vil samtidig forsøge at belyse nogle af de konsekvenser det åbenlyst har, når arbejdsbetingelserne bliver nedprioriteret.

Med det store fokus der, i medierne, er på robusthed og hvordan vi skal blive bedre til at mestre de udfordringer vi står i, får jeg lyst til at vende det hele på hovedet og spørge hvem det lige er der skal være robust (og pålidelig)? Os selv, eller det samfund vi lever i? Og hvor langt skal vi ud, før vi begynder at lytte til de eksperter der anbefaler en helt anden kurs end den vi er på vej ud af, hvis vi skal sikre et samfund i trivsel?