Flygtninge, minoriteter og kulturmøder
Moria-lejren er en skamplet på det samlede Europas samvittighed

Moria-lejren er en skamplet på det samlede Europas samvittighed

Moria-lejren på Lesbos har eksisteret siden 2015. Og den har hurtigt udviklet sig til at være helvede på jord for dem der er tvunget i stilstand der. For få dage siden brændte den ned. Jeg har slet ikke ord for de tilstande der hersker på Lesbos og har gjort det længe, men jeg ved at der findes mennesker som de sidste fem år har knoklet for at de flygtninge som lever der, får en fair behandling af Europa. Dokumentarist Michael Graversen er et af de mennesker og han har min fulde opbakning og tillid. I morgen rejser han personligt til Lesbos for at omsætte penge fra en indsamling til nødhjælp. Nogle af pengene er allerede omsat, med hjælp fra Team Humanity og Movement on the Ground. Du kan stadig nå at donere på Mobile pay: 23360669 og følge med på Michaels Facebookside eller de to ovenstående. Der findes desuden en side på Facebook, som du kan blive medlem af, hvis du ønsker at følge kampen for Danmarks (manglende) engagement i flygtningesituationen i Europa. Den hedder ‘Evakuer børnene fra Moria – og de græske lejre’ og du kan anmode om medlemskab.

Foto af Facebookopslag fra Michael Graversen, som løbende fortæller hvordan donationer omsættes – ubeskåret.

Jeg vil give ordet til Michael Graversen, som holdt denne tale i mandags på Christianborg Slotsplads, hvor vi var mødt op med masker, skilte og behørig afstand. Michael sagde:

“For fire år siden kørte jeg langs de små veje på Lesbos på vej mod Moria for første gang. Langs vejkanten gik familier med brænde de havde fundet og jo tættere jeg kom på lejren des større blev mængden af mennesker.Da jeg ankom til selve lejren blev jeg mødt af et frygteligt syn. Det vrimlede med børn der gik rundt blandt mudder og dynger af affald. Ingen opsyn og ingen glæde i øjnene. Kun tomme blikke. Selve lejren lignede et fængsel. Høje mure med pigtråd på toppen og tusindvis af mennesker stuet sammen på meget lidt plads. Man kunne mærke desperationen sitre i luften. Kvinderne fortalte at de var bange for at gå ud om natten. Bange for overgreb. De fik udleveret voksenbleer så de ikke behøvede at gå ud af deres telt. Der var ikke ordentlig adgang til rent vand og toiletter var der ikke mange af. Der var ingen skolegang til børnene og ingen fremtid. Dengang for fire år siden var der kun 6.000 indbyggere i lejren. Med årene steg antallet. Lesbos er blevet en flaskehals for de mange mennesker der flygter fra krige og konflikter. Folk drukner på vejen og Danmark og Europa lukker øjnene for hvad der blev en af verdens værste flygtningelejre. Menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at råbe op om børn der helt ned til 8 års alderen har selvskadende adfærd. Traumatiseret af livet i lejren. I marts vedtog 11 EU lande at tage imod de mest udsatte børn, de uledsagede og de syge, og 7 lande gjorde hurtigt alvor af hensigten og knap 600 børn blev sendt i sikkerhed indenfor et par måneder. Men Danmark ville ikke gøre noget. Der blev i stedet sendt 22,4 millioner afsted til det græske fastland i april. Ikke til der hvor behovet for hjælp var størst, nemlig på de græske øer. Her kom der ingen hjælp. For den græske regering ønsker ikke at forholdene skal være tålelige i lejrene. Den danske regering accepterede dette og sendte i stedet pengene til fastlandet, og sagde så pænt nej tak til at modtage nogle børn i Danmark. Så kom branden og kaos. 12.000 mennesker, knap 4000 børn, er endt på gaden uden vand, mad og husly og pludselig reagerer alle. Medierne ankommer i stor stil, de store NGO’er viser sig pludselig fra deres flyverskjul og flere lande tilbyder at evakuere flygtninge og migranter fra Lesbos. Det er virkelig trist at der skulle en tragisk begivenhed til før der kom fokus og handling, men nu gør Danmark så vel også noget? Svaret er nej. På papiret er der blevet sendt 22,4 millioner afsted igen. Men ikke til Lesbos. De havner igen på fastlandet langt væk fra der hvor behovet er. Til Lesbos er der blot blevet plads til nogle tæpper og telte. Og de telte skal bruges til at bygge en ny lejr. Der er allerede opstillet en midlertidig lejr med plads til nogle tusinde mennesker. Men de mange hjemløse flygtning og migranter tør ikke gå ind i de nye lejre selvom der er telte at sove i og mad at spise. De er bange for igen at leve som de gjorde i Moria. Denne gang måske uden mulighed for at bevæge sig frit og i stedet havne i mere fængselslignende tilstande. Deres bekymringer er reelle. Den græske premierminister har netop udtalt at han vil bruge anledning til at få bygget de detention centre, som de græske myndigheder gerne ville have bygget for længe siden. Der er lukkede fængsler som bryder med basale menneskerettigheder og hvor man vil placere tusindvis af børn og familier.Det næste der kommer til at ske på Lesbos er højst sandsynlig at politiet vil anvende magt til at få de tusindvis af flygtninge og migranter presset ind i lejrene. Det er ikke til at bære at der er så mange børn som er kommer til at være fanget i det. Som vil få dybe ar på en i forvejen hårdprøvet sjæl. Da jeg var i Moria lige inden Covid-19 brød ud, mødte jeg to 13-årige afghanske drenge. De var desperate i deres blik og ville ikke lad mig gå igen før jeg havde lovet at tage dem med til Danmark. De var alene i lejren og var skræmte over den virkelighed der havde mødt dem. Jeg måtte ryste mig fri og gå væk med den sorteste samvittighed. For der var ikke noget jeg hellere ville end at tage dem med til Danmark, til en tryg barndom og ungdom langt væk fra Marias rædsler. Jeg står her i dag på vegne af de to skræmte drenge og på vegne af de mange børn jeg har mødt i årenes løb i lejren. På vegne af Kamiran, Sleman, Hala, Yussef, Muhammed, med en bøn til den danske regering om at vise bare en smule medmenneskelig og åbne dørene for nogle af de mest udsatte børn og deres familier så de kan komme væk fra det udsigtsløse, usikre og traumatiserende liv de lever på Lesbos og de andre græske øer. Det er tid til at handle. Tid til at evakuere de mest udsatte børn og familier til Danmark. Tak!”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *