Nye tider…

Det er ved at være mere end længe siden, at jeg har skrevet noget herinde. Det skyldes ikke at jeg ikke har noget på hjertet, men pt. kommer det ud gennem andre kanaler – mestendels i det virkelige liv. Da jeg startede med at skrive herinde, var det fordi jeg savnede et sted der formidlede de gode budskaber bredt, og ikke kun inden for et bestemt felt. Der findes så mange inspirerende mennesker og foreninger, der ønsker at hjælpe andre og arbejde for en bedre verden – men der findes endnu flere, der ikke aner hvor de skal starte eller stå. Derfor lavede jeg denne side, og kom i kontakt med en lang række initiativer der rækker bredt, og de findes stadig her på siden; gå bare på opdagelse i databasen, hvis du har fået lyst til at handle på noget. Kom Nu Danmark er blevet en slags levende reklamesøjle for alle dem der ikke kan betale sig til sponsorerede opslag og andre reklameveje, men som stadig fortjener stor opmærksomhed og den del lever stadig.

Jeg har aldrig været den store sælger af mine skriv. Min filosofi har været (og er stadig), at hvis man har lyst til at læse og følge med, er man mere end velkommen – men har man ikke, så skal man ikke spammes med påmindelser om og opmuntringer til at klikke forbi siden. Jeg er selv super træt af reklamer, både synlige og skjulte, og forsøger at skærme mig selv lidt fra dem. Så det giver simpelthen ikke mening for mig at belæsse jer med spam om Kom Nu Danmarks aktiviteter. Samtidig er det måske også den rene død for siden, for de små vink jeg giver når der er nyt, drukner antageligt i alverdens andre opslag – så meget for ikke at hoppe på spambølgen. De af jer der har skrevet jer op til nyhedsbrevet er dog sikre på at få besked, når jeg i ny og næ skribler herinde.

Som nogle af jer måske kan huske, tog jeg en lang pause fra de sociale medier sidste sommer, og tjekkede ind i virkeligheden sammen med mine børn og mand, og mit nye studie. Det var så dejligt, og skærpede mit fokus på alt det der egentlig gør mig glad.

Nogenlunde samtidig involverede jeg mig mere og mere i en gruppe af meget forskellige mennesker, der alle arbejder med det fælles sigte, at arrangere aktioner og auktioner, hvor alt overskud går til uledsagede flygtningebørn der har fået opholdstilladelse og ret til familiesammenføring, men som selv skal skaffe penge til visum og transport af deres forældre, for at få dem ud af krigszonerne og sikkert i havn og favn. Det er blevet en mærkesag for mig, og der er altid plads til nysgerrighed og en hjælpende hånd, så skriv endelig til mig, hvis du ønsker at vide mere. Den helt konkrete aktivisme har altid gjort noget godt for mig; følelsen af at rykke på en sag og se små, men solide resultater der ikke venter på politiske kovendinger, men tager sagen i egen hånd og gør noget her og nu.

Og lige præcis aktivismen har givet mig nye ideer, som jeg går og brygger på – jeg står aldrig helt stille, selvom det måske kan se sådan ud fra afstand. Lige nu har jeg dog tænkt mig mere eller mindre at trække stikket for sommeren. Der står to drenge og en dejlig mand og venter på mig, klar til at drage ud i sommerlandet og nyde familielivet og tiden sammen.

Jeg vil stadig være aktiv på Instagram, hvis jeg finder noget jeg synes er værd at dele. De følgere jeg har derinde, er skarpe og engagerede, og udgør er et netværk som er guld værd – gå endelig ind og bliv inspireret gennem mine følgere, eller dem jeg følger på Kom Nu Danmarks instagramprofil.

Jeg vil ønske jer alle en dejlig sommer, glem ikke at passe på hinanden og dem omkring jer. Og bliv endelig ved med at skrive til mig, hvis jeg skal formidle kontakter, eller på anden vis kan være behjælpelig med noget.

De bedste hilsner fra Matilde // Kom Nu Danmark

 

One thought on “Nye tider…”

  1. Susse
     ·  Svar

    Hej Matuska. Også en fantastisk sommer til jer 4

    💕💕💕💕💕💕knus susse

Skriv et svar

Your email address will not be published.

*

© 2018 . All rights reserved.