Om at finde sin plads…

I disse dage diskuteres det vidt og bredt, hvordan vi i Danmark kan kæmpe en fælles kamp mod racisme, når metoder og sprogbrug føles så modstridende. Jeg tror, det er svært at undgå konflikter på den front; det er i hvert fald min erfaring fra mange andre vigtige sager, som jeg gennem tiderne har været med til at slå et slag for. Her er det ofte endt i fraktioner som kæmper for det samme, men med forskellige fortegn. I ‘Black Lives Matter’ sammenhæng bliver det så tydeligt, at vi ikke deler udgangspunktet for vores engagement i kampen. Og for (hvide) mennesker med gode intentioner gør det naller, når man får at vide at man ikke helt har fattet hvor ens plads er. Det gør også nas på mig. For jeg vil så gerne bakke op, men jeg vil jo heller ikke tage en plads der ikke er min. 
De to på billedet elsker jeg overalt på jorden. De er søde, bløde, vigtige, stærke og fyldt med solidaritet. De er også hvide, hankøn, nordeuropæere og på alle måder født med fortrin som gør, at de (forhåbentlig) ikke vil udsættes for diskrimination. I nogle kampe kommer de til at gå forrest, for livet har lært mig at der er noget at kæmpe for, for enhver. I andre kampe skal de lære, at de bakker bedst op ved at lytte og danne et solidt bagtæppe for dem, der føler diskriminationen på egen krop. Man kan kæmpe på mange måder og det skal man også. Men jeg synes personligt, at det vigtigste er, at huske på hvad vi kæmper for. For der er vi jo enige. Det er fint at diskutere metoderne – vi må bare ikke glemme det fælles sigte og hvor vigtigt det er, at gnisten ikke uddør pga personlige følelser. For så har vi ikke lært noget som helst.