Om cirkulær økonomi i børnehøjde

Jeg vil lige tage jer på en lille tur rundt i vores køkken, for at vise hvordan vi sørger for at genbruge og samtidig lærer vores børn om cirkulær økonomi på en helt konkret og lavpraktisk måde.

1. Genbrug af alle glas med låg. Nogle af dem bruger jeg til at opbevare madvarer der bliver synlige og derfor integreret i madplaner og madlavning frem for at ligge gemt væk i skuffer og blive for gamle. Resten bruger jeg til hjemmelavet chilisauce, som jeg altid laver en stor gryde af og bruger som gaver og tilbehør.

2. Vi benytter nogle fine (synes jeg i hvert fald) skraldespande til at fordele det skrald der kan genbruges. Grå til papir og pap, gul til flasker og glas, blå til hård og blød plastik. Og så selvfølgelig biospanden. Det er let for børnene at forstå hvor det forskellige skrald skal hen og de er ved at være rigtig skarpe på sorteringen.

3. Både jeg og vores drenge synes det er sjovt at få ting til at spire og gro. Køkkenets mest lyse vindueskarm er derfor blevet hjem for vores spiringsprojekter, hvilket samtidig er en god måde at følge og forstå hvor lang tid det tager et træ at vokse, og hvorfor man skal spare på bla. papiret.

Og hvorfor taler jeg så meget med mine børn om disse ting? – Fordi (alle) vores børn bliver nødt til at forstå og gøre brug af cirkulær økonomi som en ganske almindelig del af hverdagen, som vi også selv skal (og burde ha’ gjort for længst). Vi har alle et ansvar for at ændre på de måder vi har behandlet vores planet på, og et sted skal man jo starte ♻️

One thought on “Om cirkulær økonomi i børnehøjde”

  1. Villads Claes Olesen
     ·  Svar

    Her er en kort artikel der giver nogle fine og konkrete tiltag for at lære børn om resurseknaphed:
    1. genbrug glas med låg
    2. se noget gro
    3. affaldssortering

Skriv et svar

Your email address will not be published.

*

© 2019 . All rights reserved.