Om menneskets ressourcer

Jeg skrev engang en linie der lød: “Menneskets ressourcer er noget af det eneste du ikke kan bruge op, hvis bare du værner om dem”. Den sætning har stået under påmindelser i min telefon det sidste års tid eller to.

Og jeg mener det. Men jeg er også kommet i tvivl om, hvor meget længere vi skal strække os, før det er sket med de ressourcer der bærer os; får os til at stå op om morgenen og træde ud i livet med mod og vished om at det hele nok skal gå. Eller… måske ikke lige sådan en som mig. Jeg er så heldig, at jeg har et netværk som er stærkt og gør, at jeg aldrig tror jeg kan falde helt igennem uden de første 100 sæt hænder til at gribe mig. Men ikke alle er så godt stillet, at de tør kaste sig ud i livet med lukkede øjne. Og ikke alle bliver til flere. Og flere. Og flere.

Samfundet kan, i mine øjne, inddeles i tre potentielt farlige grupper.

Den første farlige gruppe, er dem der har for meget. De risikerer (sikkert mod deres vilje) at blive så distancerede fra den generelle levestandard, at de faktisk ikke aner hvad der er den generelle levestandard længere. De vil være nødt til at distancere sig, for at kunne opretholde troen på, at det er fint at have (for) meget, selvom flere har (for) lidt. For jeg tror på, som jeg også tidligere har skrevet et indlæg om, at mennesket som udgangspunkt er skabt til at hjælpe hinanden. Vi kan slet ikke overleve uden hinanden. Heller ikke i det moderne samfund. Uanset hvor rig du er, kan du ikke klare dig uden renovationsmedarbejdere, politi, sygeplejersker, lastbilschauffører, læger, vejarbejdere, skolelærere, pædagoger, kassedamer, farmaceuter, slagtere, bønder, rengøringsmedarbejdere, elektrikere og de mange, mange flere der får din hverdag til at løbe rundt. Med andre ord den store middelklasse.

“Han som ikke er i stand til at leve i samfundet, eller ikke har et behov herfor fordi han er tilstrækkelig i sig selv, må enten være et uhyre eller en gud” – Sokrates

Den anden farlige gruppe, er dem der har for lidt. De risikerer (helt sikkert mod deres vilje), at blive så distancerede fra den generelle levestandard, at de faktisk ikke har muligheden for at give deres børn de muligheder, som de har fortjent og som skal til, for at få en fair chance i det fællesskab vi har bygget vores samfund op omkring. De ender måske med at opgive overhovedet at prøve, fordi vejen dertil virker komplet uoverstigelig. Hvor mange kloge og gode mennesker, vi taber i den sammenhæng, tør jeg slet ikke tænke på.

“Der kan ikke være nogen tydeligere åbenbaring af et samfunds sjæl end den måde, hvorpå det behandler dets børn” – Nelson Mandela

Den sidste, og måske farligste gruppe, er den, der kan sikre at vi mødes på midten som det så populært hedder. Nemlig den store middelklassse. Den skal, i mine øjne, til at vågne lidt op og stå op for de værdier der engang var så klare. De er ikke blevet hyldet længe, i det store politiske billede – og det er en skam. For også her virker man opgivende. Og det er det, der sker med mennesket, hvis ikke det modtager anerkendelse og respekt i en eller anden forstand. Bliver dine arbejdsopgaver taget for givet, set ned på eller nedprioriteret, mister du stoltheden og den drivkraft jeg startede med at beskrive, som gør, at man går ud af sin hoveddør med oprejst pande.

“Arbejderklassens frigørelse må erobres af arbejderklassen selv” – Marx/Engels

Så her er et opråb til alle, høj som lav, rig som fattig, stor som lille, den aller mest middelmådige – om at råbe op når vi møder uretfærdigheden, og ikke kun på vores egne vegne, men også for dem der ikke selv formår det. For i sidste ende rammer det os alle, uanset om vi vil det eller ej. Jeg hylder mennesket og dets ressourcer, og jeg ser så nødigt at vi en dag ikke længere genkender os selv, når vi møder blikket i spejlet. Hvad er meningen med livet, spørger jeg? Du svarer forhåbentlig, at det er, at forsøge at opretholde en verden vi og vores fremtidige medmennesker, børn og børnebørn kan være stolte af og trygge i.

Og så vil jeg bede dig om en enkelt lille ting: Prøv at lægge mærke til alle de mennesker du møder på din vej i dag, som bidrager til at gøre din verden lidt nemmere og meget bedre. Om det er personen der fejer din gade, renovationsarbejderen der henter dit skrald, kassedamen der ønsker dig en god dag, pædagogen eller læreren der har givet dit barn tryghed mens du var væk, sosu-medarbejderen der har passet din gamle mormor, buschaufføren der lige venter de ekstra to sekunder så du kan komme med, eller en helt anden – se dem, send dem et smil og husk, at det er det fællesskab der bærer vores verden, og ikke alt det vi er uenige om.

Kærlig hilsen Matilde // Kom Nu Danmark

One thought on “Om menneskets ressourcer”

  1. Poul Luttermann
     ·  Svar

    Hej Matilde

    Fantastisk gode argumenter og skrevet i et sprog, hvor enhver ikke har mulighed for tage fejl af – stor som lille, rig som fattig – ja, hele den danske menneskehed. Du er bare så god til at “få det sagt”. Og det skal siges “inden det er for sent”. Vi mærker jo alle hvordan velfærden langsomt i vor dagligdag æders op indenfra. Og hvad stiller vi op med denne situation. Vi skal tænke på, at der i november er kommunalvalg og her sikre os, at de valgte medlemmer til kommende byråd/kommunalbestyrelser har et mål med vores berømte velfærd og hele linjen. Det er da ikke stykke af vejen.

    Hilsen Poul Luttermann

Skriv et svar

Your email address will not be published.

*

© 2017 . All rights reserved.