Flygtninge, minoriteter og kulturmøder
Opslaget der gjorde en masse på Facebook virkelig vrede (jeg forstår stadig ikke helt hvorfor…)

Opslaget der gjorde en masse på Facebook virkelig vrede (jeg forstår stadig ikke helt hvorfor…)

Jeg skrev et opslag på Instagram og Facebook, fordi jeg var virkelig træt af den debat der havde udviklet sig i forbindelse med Hansen Is beslutning om at skifte navn fra Eskimo til O’Payo. Hansen Is skrev selv:

Opslaget på min Facebookside udviklede sig til intet mindre end et fluepapir for mennesker, der lod sig provokere og følge sig nødsaget til at sætte mig på plads. De mange kommentarer kan findes på min Facebookside hvis du er interesseret i detaljerne. Jeg skrev:

Hej jeg hedder Matilde og jeg er krænkelsesparat! 
Jeg er muligvis ikke den største fan af udtrykket, men jeg går til gengæld all in på at lytte til og respektere medmenneskers bevæggrunde for at ville ændre på dele af vores begrebsforståelse. Især når begreberne har racistiske eller på andre måder krænkende under- og overtoner. Så simpelt er det. 
Vores sprog bygger på en fortid, som vi ikke kun kan være stolte af. Vores tid som kolonimagt har sat et ærgerligt præg på (blandt andet) det danske sprog. Mange ord er desværre blevet så normale for os, at vi er blevet for tykhudede til at høre efter, når de mennesker vi udsætter for systematisk undertrykkelse igennem sproget, prøver at fortælle os noget. Oven i det, sker der (i mine øjne) den vildeste mistolkning af hvad vi skal bruge ytringsfriheden til; ytringsfriheden, som er en fantastisk ret til at kunne diskutere og ytre sig frit, uden at skulle frygte konsekvenserne. Ytringsfriheden, som sgu ikke er en pligt til at lukke lort ud om andre, bare fordi man ikke selv mærker dét der anfægtes, på egen krop. 
Så når dele af det danske folk stiller sig på bagbenene og bjæffer op om at “denne gang er det gået for vidt” og “må vi nu ikke engang sige…” over at en is ændrer navn, så bliver jeg fandengaleme så træt at jeg kunne sove i 100 år. 
Isens indhold er det samme. Det er flødebollernes også. Det samme vil Skipper Mix være og så videre og så videre. 
Så lad os lige åbne ørerne og prøve at forstå, at ingen vil angribe vores fine barndomsminder og gode hensigter. De vil blot være medforfattere på historieskrivningen, så vi en dag kan se os som et mere helt og nuanceret folk, der rent faktisk blev klogere. Sammen. 

Opslaget var skrevet sammen med dette billede, hvilket også provokerede mange – fordi jeg peger.

Et par dage efter skrev jeg et opfølgende opslag. Mest fordi jeg virkelig undrer mig over mange menneskers reaktioner i disse tider… Jeg skrev:

Hej, jeg hedder Matilde og jeg er mor til Sigurd på billedet. Han er fem år og vi taler tit om, hvordan man bør tale til og om andre mennesker. Det gør vi, fordi det betyder noget, at han møder andre børn med respekt og ligeværd, uanset hvordan de ser ud eller hvilken baggrund de har. Som en følger skrev til mig i går:

“Hvis nogen bliver kede af, at man bruger et ord, så er det da helt almindelig adfærd at undskylde og straks stoppe. Altså det er da helt basic opdragelse og opførsel. Empati, høflighed, omtanke, respekt… Min treårige får den lektion og fatter det!” 

Jeg kunne ikke være mere enig med hende. 
Forleden skrev jeg et opslag der fik Facebook til at eksplodere. Jeg tror det var ordet ‘krænkelsesparat’, der gjorde udslaget. Og det havde jeg egentlig også forventet; det er trods alt et ord der bliver brugt (og misbrugt) i flæng. Men aldrig har jeg da haft så mange hidsigpropper i kommentarsporet, som havde travlt med at holde på deres ret til at sige lige de ord de har lyst til og i øvrigt bede mig knytte sylten. Til det har jeg bare at sige: der er ingen der kan tvinge jer til at tale anderledes. Og ja, I har ret til at sige det I vil. Men hvor ville det være forfriskende, hvis diskussionerne ikke altid tog udgangspunkt i jeres egen baggrund, men også åbner døren en smule på klem for, at de selv samme ord I holder på at bruge, kan gøre ondt på andre. 

Og ja, der står solidaritet på mit håndled. Den lille udtværede tatovering er en daglig påmindelse om at prøve at se ud over min egen næsetip og stille mig bag dem, der ofte får fortalt at “de er sarte, hvis ikke de kan tage en joke” eller “at der er ikke et problem med at sige visse ord, når der ikke menes noget ondt med dem”. Det betyder ikke at man ikke må sige noget, det betyder bare at man godt må tale med omtanke. Og nej, mit skriv handlede ikke kun om den forbandede is, ligesom dette heller ikke gør. 
Det var bare det. 

Opslaget var skrevet sammen med dette billede af min yngste søn og hans øre der hører og er nødt til at lære at filtrere hvad der er okay og hvad der ikke er okay at sige. Jeg vil gøre mit bedste for at hjælpe ham.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *