Tak for støtten

Da jeg fik ideen til Kom Nu Danmark, var jeg meget i tvivl om hvorvidt en sådan side overhovedet havde sin berettigelse og plads i danskernes hjerter. Men det måtte prøves og jeg startede med at skrive ud til en række initiativer om min idé, for at se om der mon var en enkelt eller to der havde lyst til at være med. Responsen var overvældende, og med en lang række tilbagemeldinger fra seje foreninger og kendte stemmer med noget på hjertet, tegnede sig et billede af en side, der på sigt ville kunne bruges som vidensdeling, inspiration og brobygning på tværs af foreninger, mennesker og projekter.

Jeg satte mig foran min computer – hjemmebygget af min kære onkel Lars – og startede med at skrive. Vigtigt for mig var, at siden gerne måtte være politisk – men ikke partipolitisk. Dernæst var mit mål at sigte så bredt som muligt, så alle kan være med, hvad end man brænder for at mindske madspild, har et socialt sigte, en trang til at hjælpe vores flygtninge, er bidt af bæredygtighed eller noget helt femte. Og jeg fandt ud af, at der er masser at skrive om – for vi har i Danmark et civilsamfund der tager sagen i egen hånd, når de føler at der ikke bliver gjort nok fra oven, og ud af det springer de fineste sager frem. Jeg har fået en fantastisk respons fra mine læsere, og en bevilling fra Bodil Pedersen Fonden til en ny bærbar computer, så jeg kan fortsætte mit skriveri på fornemste vis – tak for tiltroen.

Siden har nu rundet sine første 10.000 faste læsere, hvis hjerter banker for et bedre Danmark og jeg er så stolt! Jeg er glad for, at så mange er interesserede i, at følge de mennesker og tiltag der lyser Danmark og dets civilsamfund op – og jeg håber, at siden fortsat vil inspirere jer til at blive en del af den gode bølge der findes i vores lille land.

Hvis I vil hjælpe det Danmark jeg belyser på vej, og hvis I synes det er værd at fortælle om, må I endelig dele mine indlæg – det er sådan vi bedst udbreder den gode historie. Giv siden et like på Facebook (eller inviter dine venner til det samme), følg mig på twitter eller instagram, skriv dig op til at modtage en email når der er nye indlæg på siden, giv mine kontaktoplysninger videre til de seje initiativer jeg endnu ikke har fundet, eller fortæl din kollega/ven/bedstemor om Kom Nu Danmark.

Af hjertet tak, fordi I følger med og er med til at give vores civilsamfund i Danmark en større stemme

Kærlig hilsen Matilde // Kom Nu Danmark

GetAttachment.aspx

Skriv et svar

Your email address will not be published.

*

© 2017 . All rights reserved.