Årets film

For et par uger siden var jeg til en visning på dokumentarfilmen The Cave, som får premiere i Danmark 7. januar 2020. Den stærkeste film jeg nogensinde har set. Uden sammenligning. Filmen bringer dig så tæt på Dr. Amani og alle de andre heltes virkelighed, at jeg måtte modstå trangen til at løbe ud af biografen og finde mine børn i ruinerne (selvom de jo bare var i skole og børnehave på trygge Vesterbro). Jeg kan stadig ikke tænke på filmen uden at få det voldsomt indeni. Og netop derfor er filmen vigtig, hvis du spørger mig. Det kan være svært at sætte sig ind i den virkelighed der (også) findes uden for Danmarks trygge rammer, men den er der jo hele tiden alligevel.

Kino.dk skriver: Dokumentaren, der er dansk produceret, handler om lægen Dr. Amani, der leder et hospital i den sønderbombede syriske by, Ghouta. Indbyggerne er fanget i byen, men har bygget en grotte under jorden, hvor de kan gemme sig fra bombardementerne. Filmen følger Amanis arbejde på hospitalet, hvor der gang på gang ankommer slemt tilredte krigsofre, ofte helt unge børn og babyer. Den rystende film fik People’s Choice Award i dokumentarkategorien, og dermed ligger instruktøren Feras Fayyad lunt i svinget til en Oscar-nominering.

Haifaa Awad, som har arbejdet for Læger uden Grænser i Syrien og som også var inde og se filmen skrev efterfølgende:

“Midt i Grand teaterets mørke biografsal nummer 3 hulkede jeg ned i mine knyttede knoer. 

På lærredet var den 30 årig kvindelig læge Amani igang med at redde liv under belejringen af det Østlige Ghouta, i et underjordisk hospital. Ghouta bliver svitset af missiler og kemiske våben, salen ryster bogstaveligt talt af de høje bombardementer. Og jeg ryster med, af ren re-traumatisering når lyden af jagerfly bringer mig tilbage til Idlib. Hendes hænders kærtegn af børneansigter minder mig om de børn jeg behandlede og som døde i mine arme. Hendes sorte øjne tog mig tilbage til den eksistentielle ensomhed og desperation man føler derude på afgrunden. Verdens afgrund. Der hvor helvede starter og ingen hører din gråd. Ingen kan være der for dig og ingen kan beskytte dig. Og du skriger alligevel i dyb stilhed når flyene kommer. 

Siden 2011 har traumerne hjemsøgt os syriske sjæle. Siden 2011 har verden lukket vores lands flygtninge ude. Siden 2011 har vi mistet over 1/2 million liv, nej det dobbelte for ingen tæller mere. 
Siden 2011 taler man om mine landsmænd som var de en byrde for vores internationale samfund. Man taler om grænsebomme og ikke om at beskytte læger og hospitaler. 

I virkeligheden er det verdenssamfundet som er en byrde på vores syriske skuldre. 
Verdens manglende handling på krigsforbrydelserne har skabt traumer som er brændt fast i vores nethinder. 
Verdens stiltiende accept af regimets folkedrab har mejslet lugten af lig i vores hænder. 

Ikke kun læger udsættes for krigsforbrydelser når de bombes. 
Men en hel syrisk befolkning udsættes for noget som er værre end krigsforbrydelser- nemlig en offentlig international stilhed imens landet brænder ihjel og efterlades til en morderisk diktator. 

Dét er det største traume, som vi ikke vil se i øjnene. For vi har som verdenssamfund pakket den syriske skamplet, som vi vil bøde for i historiebøgerne, ned i en sort boks og gemt den væk under Vild med Dans. 

The Cave rammer de danske biografsale den 7. januar. Men den vil også ramme vores kollektive skam – ikke bare over vores manglende beskyttelse af de civile men også over vores håndtering af de syriske flygtninge. 

Må de hvile i fred, alle dem som brændte under ruinerne, imens vi så på. Alle dem som endte på havets bund, imens vi så på.

Imellemtiden, kan ingen som har set helvede forlige sig med et normal liv mere. Vi bliver aldrig normale igen. Skæret fra helvede giver genskin, nogle dage mere end andre. Man heler aldrig.”

Hvis du allerede før du har set filmen føler trang til at gøre noget, så tjek Al Amal fonden ud her.

Skriv et svar

Your email address will not be published.

*

© 2019 . All rights reserved.