Tør vi presse citronen mere? (Når man er taknemmelig helt ned i maven)

privatfoto

For et par fredage siden, hentede jeg min ældste dreng Alfred i børnehaven. Klokken var 20 og han havde været der siden klokken 9 om morgenen… Dette kunne være starten på en historie om et arbejds- og familieliv der slet ikke hænger sammen. 

Det er det heldigvis ikke. Det er en lille fortælling om taknemmelighed, og en påmindelse om hvorfor det er vigtigt ikke at smide guld på gaden. 

Nede i min søns børnehave, holder de én gang om året “Børnehave by Night”. Alle børnehavebørn inviteres til at blive i børnehaven sammen med deres pædagoger, helt indtil klokken slår 20. De laver pølsevogn og isbod, og danser til deres yndlingsmusik. Det koster et bidrag til menuen (vores var 20 pølser) og børnene glæder sig et helt år – det forstår jeg godt! Det syn der mødte mig, da jeg kom for at hente Alfred, var en flok super glade (og gassede) dansende børn, der sammen med deres mega seje (udklædte) voksne havde en FEST. Voksne, der gav alt de havde i sig for, at børnene skulle få en oplevelse af ægte fest SAMMEN. Voksne, der havde været på arbejde siden morgenstunden med selvsamme børn. Voksne, der har deres egne familier at gå hjem til og holde weekend med, men som alligevel gav den hele armen for at give vores børn en stor oplevelse. 

JEG ER TAKNEMMELIG! 

Og ikke bare for den årlige fest, som blot er et billede på hvilke superhelte vi har at gøre med. Nej, jeg er taknemmelig for, at de voksne der er sammen med mine børn i en stor del af deres vågne timer, engagerer sig og gør en forskel. Hver dag.

Hvordan de får det store puslespil til at gå op, ved jeg ikke. Men jeg ved det ikke er nemt, og jeg ved at det må koste på overskudskontoen. Jeg ved også, at jeg er taknemmelig helt ind i hjertet over, at mine sønner og deres kammerater har et pædagogisk personale omkring sig, der med stor indlevelse og gejst, sørger for at give børnene den største gave med sig videre i livet: nemlig erfaring med voksne der tog sig tid, voksne der kendte hvert barn i hele institutionen, voksne der hver dag viste at de passede på hinanden – og på børnene. Voksne, der samtidig fandt energien til at udvikle og lære vores børn om alt fra krop og bevægelse til  sociale kompetencer. Voksne der tog ansvar for, at trivsel ikke bare blev et fladt ord på et stykke papir. Den erfaring skaber grobund for hele og sunde mennesker, der kan holde til lidt af hvert og vigtigst af alt kan mærke efter. Så simpelt er det.

Så af hjertet tak til alle seje pædagoger, medhjælpere og vikarer – jeg beder i mit stille sind til at de ikke skal presses yderligere i arbejdsopgaver, normering etc. Jeg kan simpelthen ikke bære, hvis de her fantastiske mennesker skal knækkes af et system der ikke ser, og sætter pris på det samme som jeg gør. Det sker jo hele tiden, i institutioner rundt omkring os. Læs bare Jacob Marks blogindlæg fra forleden, der tager udgangspunkt i en undersøgelse fra BUPL.

Hvornår er tiden kommet til at sige stop? På vores børns vegne, og på vegne af de fantastiske mennesker der har gjort det til deres levevej at passe på vores fremtid.

  • 29/3-17: Jeg linker lige til en mere uddybende artikel om undersøgelsen her.

2 thoughts on “Tør vi presse citronen mere? (Når man er taknemmelig helt ned i maven)”

  1. Tina
     ·  Svar

    Spot on 👍🏻 Og tak fra en pædagog her ☺

  2. Ann-charlott
     ·  Svar

    Hold nu op, hvor er jeg rørt og enig

Skriv et svar

Your email address will not be published.

*

© 2017 . All rights reserved.