Ekstraordinær frihed…

Jeg var lige inde og tjekke Alfreds fraværsliste på Aula, og studsede med det samme over ordvalget for en fridag: Ekstraordinær frihed! 
Den nye lov om fravær fra Børne- og Undervisningsministeriet kan få konsekvenser for udbetalingen af børne- og ungeydelser og bærer på mange måder præg af et kontrolsamfund, der er maskinelt og som jeg ikke tror vil have den tilsigtede virkning: at få børn med højt fravær mere i skole. Det fravær kan jo skyldes mange forskellige årsager, som i mine øjne bør gribes an med alt andet end sanktioner og som ofte bunder i det stik modsatte af ‘ekstraordinær frihed’. 

Men jeg synes nu alligevel at begrebet kan noget. Ikke i forhold til fravær og kontrol, men i forhold til det liv mange af os tager for givet. For det er faktisk ekstraordinært at have følelsen af frihed og det kræver ikke det store nationale eller internationale udsyn, at få øje på hvor mange mennesker der ikke har den luksus. For eksempel er 1% af verdens befolkning på flugt og tvinges til at leve i flygtningelejre eller – hvis de når så langt – at stå med hatten i hånden og søge asyl i lande, som ofte anser dem for et kæmpe problem fremfor mennesker i nød. Og et svimlende antal medmennesker verden over udsættes dagligt for racisme som gør, at de ikke bliver mødt for hvem de er, men for hvad andre tror de er og behandles så uværdigt at det er svært at begribe. Omkring 65.000 børn lever – alene i Danmark – under fattigdomsgrænsen, hvad mon det tal lyder på, hvis vi tæller alle verdens børn med? Læg der til mennesker der udsættes for vold bag lukkede døre, mennesker der lever i krigshærgede lande, mennesker der diskrimineres på grund af køn, kønsidentitet, seksuel orientering, fysiske eller psykiske diagnoser og mange andre ting som jeg slet ikke har fantasi til. Ja så er friheden ekstraordinær. Så tak for den reminder, KMD!

Jeg tyvstjæler derfor begrebet og hylder det i en helt anden kontekst. Men i forhold til formålet om at få elever med for højt fravær mere i skole – der giver jeg ikke mange sure sild for økonomiske sanktioner. Skulle vi ikke prøve med en mere undersøgende og omsorgsfuld indsats i stedet?