Matilde anbefaler
Gaver med mening…

Gaver med mening…

Der er flere der har skrevet om jeg ikke vil lave en liste over gaveideer med mening, og  det er vist også ved at være nogle år siden jeg sidst skrev en.

Der er jo vildt mange ting man kan støtte og i mange tilfælde også med et rigtig fint produktkøb. Dog skal en god gerning jo helst ikke skabe unødvendigt forbrug – så hvis du ikke ser det fine i det du får med, er det bedre blot at donere. Men jeg har nu alligevel fundet frem til lidt forskelligt.

Jeg har længe overvejet at prøve bivoks papir som indpakning til madvarer, madpakke etc. Det er jo eneste rigtige vej at gå: drop alt ’single use’ og gå all ind på hjælpemidler der kan bruges igen og igen. Jeg har kig på denne fine samling – mest til mig selv, men måske der er andre som vil med på vognen og støtte WWF samtidig og jeg ville faktisk blive glad for en sådan gave… 

Alle socialøkonomiske virksomheder er i mine øjne interessante og gode at holde øje med. Og i Tråd med Verden er det perfekte eksempel. De holder julemarked i København 10., 11.og 12. december i Lundtoftegade 21A og hos dem har jeg blandt andet købt de fineste plantefarvede stofposer, som jeg har vist frem tidligere – men herunder er et billede igen. De har også en webshop og jeg kunne købe det hele – læs meget mere om ITMV her og find også deres fine webshop på siden. 

Og så er der jo de projekter, jeg selv er en del af! Du kan for eksempel komme forbi mig og købe en t-shirt, en gymbag, nogle postkort eller en plakat. På den måde støtter du 5 Skoler og får noget lækkert med hjem, som grafisk designer Maria Walter Nielsen har lagt streg til. 5 Skoler bygger skoler i flygtningelejre ved den syriske grænse, og dem kan du også støtte direkte her. Hvis du vil købe noget fra ‘alle børn under samme tag’, kan du finde Kom nu Danmark på Facebook eller Instagram og skrive til mig der, så finder vi ud af noget. Alle køb går ubeskåret videre til 5 Skoler.

Jeg kan også diske op med lidt muleposer fra det gamle projekt ‘Ledsaget’, hvor illustrator Line Jensen har lagt streg til. Køber du en af dem, støtter du uledsagede flygtningebørn i at blive genforenet med deres familier under trygge forhold. De uledsagede flygtningebørn kan du også støtte ved at købe Mads Nygaards og Michael Graversens bog Uledsaget – og på fredag den 27. november kan du møde Mads og Jwan, som er med i bogen, i Thiemers Magasin fra kl. 15. Hvis du er blandt de første ti der køber bogen, får du en mulepose med kvit og frit – var det ikke et flot julegavesæt??!!

Spiselige gaver er også noget jeg har optur over. Du kan for eksempel forkæle nogen med Bybi’s produkter eller noget fra kvinderne i Ishtars butik som er flyttet til deres take-away køkken i Blågårdsgade. Et abonnement til eat GRIM, Københavns Fødevarefællesskab eller andre lokale “grøntsagsklubber” (som mine børn kalder dem) er det rene grønne guld.  

Tag Tomat har også fine sager. Jeg har for eksempel købt en pakke frøbomber, som jeg glæder mig til at bombardere nærmeste bed med på den anden side af vinteren. De sælger også svampekits og meget andet godt. Jeg elsker hastagget #FrøBombDinBy og tror jeg skal ha’ fat i nogle flere pakker meget snart.

Kofoeds Skole laver ligesom I Tråd med Verden nye produkter ud af allerede eksisterende og brugte materialer og giver dem nyt liv gennem re-design. Jeg kan kun støtte anbefale en tur ud i butikken og se om der ikke er noget der kan lokke i den gode sags tjeneste. 

Kender du Warfair? De forhandler kvalitetsprodukter fra konfliktramte lande gennem samarbejder med europæiske partnere, og skaber derigennem en åbning til nogle af verdens mest lukkede områder. Lige nu og frem til 20.12.20 kan du støtte deres crowdfundingkampagne og få forskellige produkter tilsendt, for eksempel lakridsrod, mandler, abrikoskerner, safran og pinjekerner – alt ser så lækkert ud – se mere her.

Og er du en af dem som gerne lige vil lure lidt, inden du køber, kan jeg kun anbefale dig en tur til Saxogades fine butikker. De fleste butikker er en del af Settlementet, og kan opfylde mange lækre ønsker, alt i mens købene bakker op om et arbejdsfællesskab som inddrager mennesker i udsatte positioner. Heidi og Bjarne, Normas, Fredes Woodshop, LØS Market, Café Sonja og Grønne Kræfter er nogle af eksemplerne fra gaden; Vesterbro når det er bedst.

I det hele taget kan man tage en runde på NGO’ers og foreningers sociale medier og hjemmesider, for at se hvad de er kommet op med af gode ideer. Jeg bliver ofte inspireret og altid rørt. Her er et link til en anden liste jeg skrev for fire år siden – måske er der noget dér stadig er relevant. Søg også på “socialøkonomiske butikker” eller lignende søgeord, som får dig i retning af gaver med socialt ansvar.

Gaverne som giver, uden tilknyttet produkt…

Der er jo også en lang række andre støttemuligheder som bør nævnes. Som jeg startede med at skrive, giver det ikke mening at købe et produkt for at støtte en god sag, hvis det egentlig ikke er noget der vil blive brugt eller værdsat. Så er det bedre at støtte økonomisk og printe et gavebevis og en tak til modtageren. Jeg har gjort det og mener virkelig at det kan være en super fin måde at sende en tanke til nogle af de mange mennesker, som ikke kan nyde de samme privilegier som jeg kan. Det kan lede til gode samtaler og fine perspektiver og vi skal jo altså mindes om hvor heldigt stillet de fleste af os er, i et land som Danmark.

Det er dog ikke alle i Danmark, der tænker på julen med glæde og ro i maven. Julehjælp er en oplagt mulighed for at bringe andre glæde i en svær tid. Her er en liste over julehjælp, som jeg skrev for fem år siden.

Du kan også tage et smut forbi www.komnudanmark.dk og lure lidt rundt i kartoteket. Der har jeg gennem årene skrevet om så mange værdige formål at støtte, at jeg ikke selv kan vælge når jeg kigger. Et medlemsskab eller støttebeløb kan række langt, når det lander de rette steder. Der er rørende mange i civilsamfundet, som vil deres medmennesker det bedste – lad os huske det og selv give en håndsrækning i julens ånd eller bare humanismens – som jo bør svæve over os alle årets dage. 

Til jul er det i øvrigt to år siden jeg stoppede med at bruge gavepapir. Det har ført til mange mærkelige indpakningsmodeller, men det er i det store hele gået fint og jeg er jo fortaler for, at selv de små skridt kan sætte store spor.

God jul.

2 thoughts on “Gaver med mening…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.