Matilde mener
Hvem passer på dem som passer på andre?

Hvem passer på dem som passer på andre?

Omsorgsfaget er efterhånden voldsomt udskældt. Lærerne, pædagogerne, lægerne, jordmødrene, sosu’erne og alle de andre, som bruger deres arbejdsliv på at hjælpe og drage omsorg for dem der har brug for den. Mange har en grel historie om en læge der overså noget, en lærer der simpelthen ikke har formået at få ens barn med, eller en dårlig fødselsoplevelse fordi jordmoderen havde for travlt. Og det er helt sandt. Det sker!

Men hvor de fleste mennesker peger pilen direkte mod den pågældende omsorgsperson, peges den sjældent videre op i systemet. Jeg oplever desværre, at den frustration der findes derude, peges mod enkeltpersoner fremfor et velfærdsystem der er blegnet voldsomt de sidste mange år, og som gør det svært at løse opgaven ordentligt. Lad mig stille tre enkle spørgsmål:

 

Hvad tror du, der får et menneske til at dedikere sit arbejdsliv til et job i omsorgsfaget?

 

Har du nogensinde tænkt over hvad det kræver af et menneske, der har som kerneopgave i sit arbejdsliv, at drage omsorg for andre?

 

Er det ikke rimeligt, at der bliver passet på de mennesker der bruger deres arbejdsliv på at hjælpe andre?

 

Jeg vil love jer, at det ikke er gratis for krop og sjæl at have et job i den sektor. Og jeg vil også love, at den glød de fleste er tændt af, netop handler om at have tid, omsorg og styrke til at hjælpe den enkelte – og alle de andre. Det mindste vi som samfund kan gøre for at bakke op, er at sikre nok hænder, tid til supervision og de-briefing, ordentlige pauser til at lade op – og ikke mindst give lov til, at bruge den ekspertise man som fagperson har, frem for at skulle rette ind efter en række doktriner, der sjældent giver mening at bruge tid på, hvis man sætter dem op over for kerneopgaven: mennesket!

Lad os begynde at skælde ud på de urimelige retningslinjer mange fagpersoner kues under, frem for de mennesker der har dedikeret deres arbejdsliv til at gøre vores land til et godt sted at være.

Kom nu Danmark!!!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.