Kendte Stemmer… Flemming Jensen

Hvem er du? Flemming Jensen – skuespiller, forfatter og instruktør.

Hvorfor ytrer du dig i offentligheden? Jeg ytrer mig automatisk gennem mit erhverv. Som forfatter, naturligvis – dér er det implicit – men jo også på scenen i  teater eller revy. Jeg oplever sommer tider, med revyen, at når indfaldsvinklen er folkelig og jovial, så opdager folk ikke budskabet – de vil hellere klappe i takt. På den modsatte side står en anden gruppe og ser ned på genren, fordi de synes, at formen virker useriøs – og så har de ikke intellektuelt overskud til at lytte til indholdet. Derfor skriver jeg et lille indlæg i ny og næ, bare som Flemming Jensen.

Det, at jeg har været og til en vis grad stadig er en offentlig kendt person, gør at der er mange der spørger om jeg vil stille op for deres sag, for så er der måske flere der hører efter. Jeg har holdt taler til utallige grundlovsmøder og 1 maj arrangementer, fordi dem der spørger mig fornemmer, at det jeg siger nok vil være i tråd med det, de selv synes. Det er aldrig blevet mig dikteret direkte, hvad jeg skal sige.

Så er der Facebook, som jeg springer på og af, fordi jeg grundlæggende synes, at det er et godt medie til at komme i kontakt med folk, man både er enig og uenig med. Men jeg kan køre træt i det, når kommentarer og tolkninger bliver for grove; primitiviteten skræmmer mig.

Hvilke konsekvenser har det for dig? Jeg har et grundlæggende livssyn og ytrer mig i tråd med det. Det, at jeg ytrer mig humanistisk, gør at jeg ofte bliver påduttet at være kommunist eller ”et rødt svin”, men jeg bilder mig ind at have et mere nuanceret udsyn end som så. Jeg bryder mig ikke om, at vi placerer hinanden på en horisontal linje, hvor man enten er rød eller blå, sort eller hvid.

Der er de senere år sket en enorm polarisering i den offentlige debat. Den er blevet mere primitiv, og det er tilladt at sige hvad som helst om hvem som helst. Det skader den gode debat, at vi konstant skal placeres i hvert sit ringhjørne, og jeg synes, at det er blevet for primitivt. Heldigvis fornemmer jeg en modreaktion blandt unge mennesker, når jeg er ude at holde foredrag på eksempelvis højskoler. Jeg føler mig mere i samklang med dem, og er meget glad for, at den generelle tendens blandt de unge for mig ser ud til at være, at vi skal tilbage til at føre en ordentlig tone over for hinanden.

I efteråret 2015 inviterede jeg Bertel Haarder, Johanne Schmidt Nielsen og Mette Frederiksen til Nørrebros Teater på hver deres aften, hvor jeg havde fortræffelige samtaler med dem alle tre. Det, at tage sig tiden til at lade folk tale ud, har en meget stor betydning. Om jeg, som vært, var enig eller uenig var ikke det interessante i den sammenhæng. Måske var jeg tit lidt begge dele – alt efter, hvad vi talte om. Det lykkedes at få rundet de skarpe hjørner lidt af. F.eks. er Bertel Haarder ikke som udgangspunkt på hjemmebane på Nørrebro, men da han gik fra teatret, var han på talefod med alle.

Jeg tror på, at ”den hellige, almindelige kop kaffe” kan løse mange konflikter. Hvis udgangspunktet er, at vi bruger tid på at tale os ind til hinanden, frem for at afkræve hinanden hurtige svar, kan vi nå meget længere.

En af de mest voldsomme konsekvenser, oplevede jeg, dengang vi lavede en musical (Let’s kick Ass red.) om beslutningsprocessen op til Irak-krigen. Vi skildrede bl.a. hvad statsministeren (Anders Fogh Rasmussen red.) havde løjet om, i en skarp og humoristisk tone. Forestillingen lykkedes virkelig, men jeg begyndte at modtage breve med trusler. Det var ret skræmmende. Siden har jeg regelmæssigt, når jeg starter et nyt projekt, modtaget anonyme breve der f.eks. starter med titlen ”dit røde svin” – for så at gå over i trusler om, at jeg ikke skulle føle mig sikker, når jeg stod på scenen. Truslerne er dog aftagende, selvom jeg blander mig mere i den offentlige debat end nogensinde –  mon ikke de samme personer får afløb på Facebook i stedet nu til dags?

Jeg har ikke oplevet jobmæssige konsekvenser. Der, hvor jeg kan mærke en konsekvens er, at jeg er startet i revyen. Derfor er der mange, der har svært ved at tage mig seriøst. I kender den med ”skuespillere/kunstnere skal lade være med at blande sig i politik”! Dummere kan det nok ikke siges.

Værst er det, hvis man udtrykker sig humoristisk. Herhjemme er vi slemme til at putte ting i kasser – er det sjov eller er det alvor?

Men sjov og alvor er ikke modsætninger! Humor er en måde, man kan sige noget alvorligt på. Man kan også sige noget værre pjat – så rigt er det. Og hvis man tager alvor ud af humor og humor ud af alvor, risikerer man let at fjerne intelligensen fra begge dele.

Hvordan er du med til at gøre Danmark/verden til et bedre sted? Det ved da heller ikke om jeg er. Min primære horisont er min familie; jeg føler trangen til at hjælpe andre kraftigere, jo tættere jeg er på dem. Så meget må jeg medgi’ – for det fører os jo lige ind i debatten omkring næstekærlighed.

Det er i mine øjne et universelt begreb. Enhver er din næste. Det er for mig den eneste måde at tolke det på. I regeringsgrundlaget står der, at Danmark er et kristent land. Men det synes jeg ikke afspejles i vores handlinger på rigtig mange områder.

Jeg prøver at opføre mig ordentligt, selvom det ikke altid lykkes. Og så trives jeg kun ved en god tone i den offentlige debat; gennem samtalen kan vi være med til at skabe noget positivt og åbne for horisonten. Det er for nemt at dæmonisere. Tid betyder noget; det er vigtigt at lade de mennesker man debatterer med nå frem til deres pointer.

Hvilke projekter synes du fortjener større opmærksomhed? Jeg vil ikke anbefale nogle organisationer frem for andre. Jeg anerkender selvfølgelig, at det er de store organisationer, der virkelig kan rykke noget ude i verden.

Og så er jeg vild med dem, der samler cykler ind til Senegal og støtter selv Foreningen Grønlandske Børn.

Læs mere om Cykler til Senegal her

Læs mere om Foreningen Grønlandske børn her

#komnudanmark