Børn og unge i udsatte positioner
Hvorfor er Kom Nu Danmark vigtig?

Hvorfor er Kom Nu Danmark vigtig?

Jeg hører til den kategori der har stor tiltro til mennesket. Jeg tror på at de fleste mennesker bærer i sig, at ville gøre noget godt for andre. Kald mig naiv, men jeg tror virkelig på at de største skridt er de små. Når en gruppe af mennesker bliver uretfærdigt behandlet eller ikke får nok midler/opmærksomhed, sker det ofte at en anden gruppe mennesker forener sig med det formål at forbedre de andres vilkår. Det er ikke bare smukt –  det er vigtigt! Det er vigtigt fordi, der i handlingen opstår en bevidsthed om, at der findes andre mennesker med andre livsvilkår, som har brug for at vi står sammen. Den bevidsthed fører ofte til at man som menneske engagerer sig – og det er her de store forandringer begynder.

En af de fordomme der kan være omkring folk der engagerer sig i forskellige godgørende formål er, at de tilhører en bestemt type. En type der tror de kan redde hele verden. En type der er stærkt venstreorienteret. En type der er låst fast i en anden tid. En type der kun gør det for at få det bedre med sig selv. En type der er pladderhumanist. En type der i forvejen arbejder med mennesker. En typer der…

Hele grundtanken bag Kom Nu Danmark er at vise, at man ikke kan sætte “den type der hjælper” i bås. Menneskerne bag de foreninger og tiltag jeg indtil videre har præsenteret er vidt forskellige, med vidt forskellig bagrund og vidt forskellig drivkraft. Fælles for dem er, at de hjælper og gør en forskel. Jeg synes det er vigtigt at hylde disse mennesker. Og jeg synes det er vigtigt at vise Danmark, at uanset hvem man er, kan man engagere sig hvis man vil. Det fornemme er, at når man giver noget, får man oftest noget igen – man lærer nye mennesker at kende, og i mødet med fremmede opstår nye muligheder, relationer og glæder.

Brug Kom Nu Danmark som en form for database til at finde frem til de tiltag der tiltaler dig. Gå ind i menuen og dan dig et overblik over de emner du finder interessante og gå så på opdagelse. Undervejs vil du møde en række helt fantastiske mennesker der kan inspirere dig, og vise at det gode menneske ikke kan sættes i bås!

Kærlig hilsen Matilde // Kom Nu Danmark

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.