Flygtninge, minoriteter og kulturmøder
Må jeg præsentere Anette Mortensen fra I Tråd Med Verden

Må jeg præsentere Anette Mortensen fra I Tråd Med Verden

Hvem er du? Jeg hedder Anette. Jeg er pensionist og har boet i Vejleåparken siden oktober 2014. Jeg har været hos I Tråd Med Verden i et halvt år som håndarbejdsvejleder. Når jeg ikke er i håndarbejdsværkstedet, så går jeg tur med min hund, Anton, strikker derhjemme, går ture inde i byen, eller passer mine børnebørn.

Hvorfor er du en del af dette projekt? Jeg læste i “Vestegnen” eller et andet lokalblad, en artikel om I Tråd Med Verden, og så tænkte jeg, at det kunne da være mægtigt spændende, fordi jeg også selv strikker og hækler – og at det kunne være hyggeligt at få brugt de evner og så lære kulturen at kende her, hvor jeg bor. For det er jo en anden kultur end Strøby Egede, hvor jeg kommer fra. Når man går rundt oppe i centeret, er der mange kvinder med tørklæder, som jeg ikke bare lige falder i snak med, og om aftenen når jeg går tur med Anton, så sidder de ude i de små gårdhaver og så tænker jeg, at jeg aldrig kommer i kontakt med dem, for hvis jeg gik hen og satte mig der, så ville de tænke, hvad vil hun her? Med I Tråd Med Verden kan jeg komme til at lære dem at kende. Og nu møder jeg dem. Fatma, som jeg hjælper med hækling hernede, hende mødte jeg en dag oppe i centeret, og hvor hun kom hen til mig og spurgte, om jeg ville hjælpe hende i Borgerservice. Og det blev jeg sgu så glad for. Det var en af mine små sejre. Jeg blev simpelthen så stolt over, at hun havde så meget tillid til mig. Det der med, at de kender én nu, at man er en del af samfundet i stedet for bare en eller anden, der forvilder sig herind i Vejleåparken. Så når jeg går tur nu, så møder jeg jo kvinderne, og det er dejligt synes jeg.

Jeg har været frivillig før, i Hospitalsvenner her i Ishøj og nu er jeg hos I Tråd Med Verden og navigatorprojektet for Ældresagen.

Hvad går projektet kort ud på? I Tråd Med Verden er et socialøkonomisk projekt, hvor design og kunsthåndværk er fundamentet for at skabe beskæftigelse, netværk og øget livskvalitet for flygtninge- og indvandrerkvinder fra Vejleåparken.

Vi har et håndarbejdsværksted i Kulturhuset, Strandgården 21, hvor kvinderne hækler, strikker, broderer, lærer dansk og får motion. I Tråd Med Verden samarbejder med danske designere, som gerne vil have udviklet og produceret designprodukter inden for især strik, hækling, broderi og syning. I Tråd Med Verden er en del af Helhedsplanen og samarbejder med mange lokale foreninger og initiativer i Ishøj.

Min vigtigste opgave er, at jeg er til stede her og når de har lyst til at snakke med mig og fortælle om deres liv, så er jeg her bare og lytter. Og så prøver jeg at hjælpe med det jeg kan. Sidst jeg var her, var der kun fem tyrkiske kvinder, og så talte de faktisk dansk sammen, pga. mig. Det var så hyggeligt, fordi de snakkede dansk og selvfølgelig også tyrkisk ind i mellem. De prøvede, at få mig med i samtalen.

Hvorfor er projektet med til at gøre Danmark/verden til et bedre sted? Det er et rigtig godt projekt, fordi de lærer det danske samfund at kende på en mere naturlig måde, end sådan at få noget undervisning. Her bliver de en del af det danske samfund. Der er en rar atmosfære her. Det er tydeligt, at kvinderne trives ved at komme her. Der er jo en masse samtaler i gang, og det er ikke altid man ved, hvad de snakker om, men man kan mærke, at de nyder at komme her og være sammen, og lave håndarbejde. Og det er tydeligt, at de også har brug for et sted at være sammen.

Hvordan kan man som privatperson blive en del af projektet? Du er altid velkomme til at komme på besøg i hverdagen i håndarbejdsværkstedets åbningstid kl. 9-14. Hvis du er interesseret og elsker at brodere, så kom til vores broderi workshop onsdag d. 1. juni kl. 14-17 i vores håndarbejdsværksted. Tilmeld dig ved at sende en email til maya@itmv.dk eller ring på 31561106.

Læs mere om I Tråd Med Verden på http://itmv.dk/bliv-frivillig eller på http://facebook.dk/itraadmedverden

13235717_1174046582630079_140173072_n-2

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.