
Må jeg præsentere… Ivan Christensen fra Mændenes Hjem
Hvem er du? Ivan Christensen, forstander Mændenes Hjem
Hvorfor er du en del af dette projekt? Jeg har arbejdet med social uretfærdighed og mennesker der lever udsat i det meste af 20 år. Min erfaring er, at vi faktisk godt kan forbedre livsmulighederne for mennesker, som er vokset op under svære omstændigheder. Det kan fx være ved at tilbyde en seng at sove i, få adgang til en god snak med en sygeplejerske, at få et godt måltid, en skulder at græde ud ved. Det kan også være ved at udvikle helt nye løsninger, som fx stofindtagelsesrum eller en natcafe for kvinder.
Behovet er stort, og nok også stigende i de her år, men der er også mange muligheder for at forbedre de vilkår som mange mennesker på kanten af samfundet lever under. Det er det, vi arbejder med hver evig eneste dag på Mændenes Hjem.
Hvad går projektet kort ud på? Mændenes Hjem tilbyder en lang række social- og sundhedsfaglige ydelser til mennesker som er hjemløse, stofbrugere eller på anden måde udsatte. Alle Mændenes Hjems tilbud er placeret på Vesterbro i København. Mændenes Hjem er en gammel organisation, som har ligget på Vesterbro siden 1910.
Vi arbejder med udgangspunkt i en skadesreducerende tilgang. Det betyder, at vi arbejder for at begrænse de sociale, menneskelige og helbredsmæssige skader, der er forbundet med at være i en svær livssituation. Vi tilbyder bl.a. tag over hovedet, mulighed for stofindtag i sikre og trygge omgivelser, udlevering af rene nåle og andre hjælpemidler, socialrådgivning, sundhedsydelser, måltider, brobygning til det etablerede social- og sundhedssystem og meget, meget mere.
Mændenes Hjem driver et herberg, en boenhed, et bofællesskab, et kontaktsted, to stofindtagelsesrum, to sundhedsklinikker, et sundheds- brobygningstilbud for udenlandske stofbrugere, en cafe, et beskæftigelsesprojekt, en kantine og en natcafe for kvinder. Vi har også tilknyttet en frivillig læge- og tandlægetjeneste.
Hvorfor er projektet med til at gøre Danmark/verden til et bedre sted? I Mændenes Hjems aktiviteter forsøger vi at hjælpe den enkelte med udgangspunkt i hans eller hendes ønsker og behov. Det er både i forhold til det enkelte menneskes aktuelle situation, men det er også i forhold til at hjælpe med de mere langsigtede mål, som fx det at få sin egen bolig, få et bedre helbred osv.
Hvordan kan man som privatperson blive en del af projektet? Man kan læse om Mændenes Hjems arbejde på vores hjemmeside: http://www.maendeneshjem.dk, ligesom man har mulighed for at få et indblik i vores dagligdag ved at følge os på vores facebookside: https://www.facebook.com/maendeneshjem/?fref=ts Her kan man også læse mere om mulighederne for at arbejde frivilligt.