Hjemløse og socialt udsatte
Må jeg præsentere… Winnie Gade fra Den Nordjyske Hjælpegruppe

Må jeg præsentere… Winnie Gade fra Den Nordjyske Hjælpegruppe

Hvem er du? Mit navn er Winnie Gade. Jeg er oprindeligt uddannet pædagog og har arbejdet indenfor specialområdet i knap 10 år, og så er jeg medstifter af ”Den Nordjyske hjælpegruppe”.

Hvorfor er du en del af dette projekt? For 3 1/2 år siden gik jeg ned med stress, og er først for nyligt blevet erklæret arbejdsdygtig. Tiden hvor jeg var sygemeldt, havde jeg stærkt fokus på mit helbred; både mentalt og fysisk. Det gik hurtigt op for mig, at det med at sidde passivt derhjemme, ikke var godt for mig. Noget skulle der ske.

Jeg opdagede “hjælpeverden” på Facebook og blev grebet af den. Private der hjælper private. Jeg blev hurtigt en aktiv del af denne verden, og har via de forskellige netværk fået en masse erfaring.

Noget af det første jeg fik øje på, var den store mængde af overskydende mad og ting der findes. Overskydende ting og sager der intet fejler, og sagtens kan bruges. Hvorfor skal det smides ud? I maj 2016 tog jeg springet sammen med en veninde, og vi oprettede vores egen hjælpegruppe: ”Den Nordjyske Hjælpegruppe”.

Jeg er drevet af mange ting. Først og fremmest en stor retfærdighedssans. Det giver ikke nogen mening for mig, at nogen skal mangle de samme ting, som andre bare smider ud!

Desuden tænker jeg på vores miljø. Vi skal tage det alvorligt, og gøre noget! Dette er en måde hvor de fleste kan være med i et eller andet omfang, og samtidig støtte medmennesker.

Hvad går projektet kort ud på? Den Nordjyske Hjælpegruppe er en hjælpegruppe for udsatte mennesker i Nordjylland. Hjælpegrupper er der ikke mangel af på Facebook, men vi falder alligevel udenfor. Vi har begge en høj faglighed, som vi bruger i vores rolle som stiftere af gruppen. Gruppen er bygget på tillid og livskvalitet, og medlemmerne er glade for gruppen og deltager aktivt.

Vi har bla et samarbejde med Stop Spild Af Mad, hvor vi stiller op med frivillige til arrangementer i Nordjylland.

Lige nu er vi i fuld gang med at tænke på julen: julefest, julegaver og julekurve. Det handler om hele tiden at være i god tid. Især med de nye stramninger på kontanthjælpsområdet. Vi ved endnu ikke hvordan det hele kommer til at se ud, men vi kan da allerede nu se at det bliver en hård december måned.

Vi lægger meget vægt på at vi blot har stiftet gruppen, og det er op til medlemmerne hvad gruppen skal blive til. Derfor oplever vi medlemmer der tager medansvar i gruppen, mens vi sidder i baggrunden og nyder det.

Min carport har de sidste tre år været aflevering-/afhentningssted for tøj og ting til udsatte, og er det fortsat. Mit cykelskur er omdannet til arbejdsrum. Her opbevarer jeg tøj og ting der skal videre til gruppens medlemmer. Her bliver det sorteret: noget bliver der taget billeder af og lagt ind i gruppen. Noget kommer ud i tag-selv, som er en stor kasse/boks, hvor de selv kan komme og tage det de kan bruge. Sommertøj bliver pt sendt videre til Afrika, da jeg ikke har mulighed for at opbevare det. Det tøj vi får ind med huller og pletter kommer videre til en af gruppens medlemmer, der reparerer eller syr det om til andet.

Hvorfor er projektet med til at gøre Danmark/verden til et bedre sted? Vi hjælper udsatte, ved bl.a. at forbedre deres livskvalitet. Når du mangler nødvendige og basale ting i din hverdag, er det en stor stressfaktor. Dette gør, at overskuddet til at komme i gang med fx uddannelse eller arbejde er nærmest umuligt at finde. Dine børn lider under det, og det påvirker deres opvækst. Vi er med til at lette den stress, og oplever, at vores medlemmer bliver glade og deres hverdag bliver nemmere.

Det vi laver er bæredygtigt: godt for miljøet (genbrug), godt for mennesker og godt for økonomien. Det er egentlig en meget enkel måde at arbejde bæredygtigt på, men det virker!

Hvordan kan man som privatperson blive en del af projektet? Man kan melde sig ind i vores Facebookgruppe. Desuden er man altid velkommen til at kontakte mig på mail (wgade@me.com) eller på messenger/PB på Facebook.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.