
Matilde anbefaler… Dome of Visions
Jeg har et par gange haft fornøjelsen af, at besøge Dome of Visions i København og synes bestemt at de fortjener en anbefaling. Jeg bad derfor domens journalist Søren Egert om at hjælpe mig med at servere en lille teaser, der forhåbentlig vil vække jeres lyst til at tage et smut forbi.
Dome of Visions på Søren Kierkegaards Plads, er nabo til Den sorte Diamant og har siden 2014 udfyldt et af de mange mellemrum, København byder på.
-Vi ser os selv som et moderne forsamlingshus og et aktuelt og relevant bud på en måde at bygge, bo og leve på, siger Søren Egert.
Det er entreprenørkoncernen NCC, der står bag Dome of Visions i et partnerskab med Københavns Kommune, Dansk Arkitektur Center, DAC, og Det Kongelige Bibliotek.
-Vores hjemmeside afspejler meget præcist det liv, der dagligt leves i domen. Vi åbner dørene for kunst og kultur, debatter, møder og yoga. Erhvervskonferencer, udstillinger og flygtningearrangementer finder også vej til Dome of Visions, og bygningens kurator, Gry Worre Hallberg, har fra første dag lagt vægt på at kuratere meget bredt, siger Søren Egert.
Dome of Visions på Søren Kierkegaards Plads lukker 30. april 2016. Efter planen ser en ny og nybygget Dome of Visions dagens lys i juni 2016. Det sker i Aarhus, på havnen, som nabo til Dokk1.
Så hvis du vil nyde et godt bud på københavnsk byliv anno 2016, skal du skynde dig.
Læs meget mere på Dome of Visions hjemmeside her og på deres Facebook her.
#komnudanmark