
Matilde anbefaler… DYNAMOtalks
DYNAMOtalks er en politisk samtaleklub, faciliteret af en række ansatte i Enhedslisten. Samtalerne bliver optaget og munder ud i en podcastserie, så man kan “være med”, selvom man ikke havde mulighed for at deltage den pågældende aften. DYNAMOtalks er ikke partipolitisk, selvom værterne alle kommer fra Enhedslisten. Samtaleklubben opstod på baggrund af en række samtaler kollegerne mellem, hvor det hurtigt blev klart at behovet for et forum som DYNAMOtalks var der, og så var det bare at gå i gang.
På DYNAMOtalks Facebookside står der: “DYNAMO er en ny politisk samtaleklub. Om håb og forandringer. Og hvordan vi bliver klogere, imens vi ændrer verden.”
Hele formålet er, at skabe plads til en samtaleform, hvor det ikke går ud på at overbevise en person af anden holdning, men snarere at blive klogere på hinanden og de forskellige erfaringer de hver især bringer ind i samtalen. Det er derfor jeg synes det har været interessant at følge DYNAMOtalks. Der er tid til at lytte sig ind i et emne, og gæsterne bliver ikke afbrudt, fordi der skal hurtige pointer på bordet.
Indtil videre har der været fire arrangementer:
Johanne Schmidt-Nielsen har haft besøg af forfatterne Aydin Soei og Morten Pape til en samtale om vrede, rodløshed og opvækst i et samfund uden for samfundet.
Fra arrangementets beskrivelse: ““Forsoning” af Aydin Soei og “Planen” af Morten Pape er to stærke og nuancerede fortællinger om at vokse op i ghettoen. Om vrede, rodløshed og multikultur. Om forældre der ikke slår til. Johanne Schmidt-Nielsen har inviteret de to forfattere til en snak om deres to bøger og opvækst. Om hvordan de fandt vejen ud af ghettoen – og hvordan vi kan bryde strukturerne sammen?”
Maria Reumert Gjerding har haft besøg af komiker og slagter Simon Jul og “bonderøven” Frank Erichsen til en snak om grøn iværksætteri, bæredygtighed og fremtidens landbrug.
Fra arrangementets beskrivelse: “De to ildsjæle Frank Erichsen og Simon Jul har kastet sig ud i et nyt projekt som bæredygtigheds-pionerer. De har købt et gammelt landbrug på Djursland og har startet en landbrugsskole, hvor de vil undervise i økologi, håndværk og selvforsyning. Maria Reumert Gjerding har inviteret komikeren og landmanden til en snak om deres projekt og deres personlige drivkraft. Og hvem ved? Måske kan de to vise en bæredygtig og selvforsynende vej for fremtidens landbrug.”
Pelle Dragsted har haft besøg af forfatterne bag ”Magteliten” Anton Grau Larsen og Christoph Houman Ellersgaard, samt redaktør på Information Lotte Folke Kaarsholm til en samtale om magteliten – og oprøret fra de oversete.
Fra arrangementets beskrivelse: “Kløften mellem samfundseliten og stadig større dele af befolkningen, der føler sig overset og ignoreret, synes dybere end før. Og utilfredsheden og den manglende tillid til samfundseliten vender mange steder op og ned på den politiske virkelighed. Oprøret har vidt forskellige udtryk. Trump og Sanders i USA. PODEMOS og Syriza i Europa, og senest Brexit og modstanden mod handelsaftalerne TTIP og CETA. Hvad skaber kløften mellem eliten og befolkningen? Og hvorfor har oprøret mod eliten nogle steder reaktionære, højrepopulistiske udtryk, mens den andre steder er båret frem af venstrefløjen?”
Stine Brix har haft besøg af politiker og tidligere formand for FN Mogens Lykketoft og journalist Nagieb Khaja til en samtale om magtesløshed og håb.
Fra arrangementets beskrivelse: “Findes der håb mellem murbrokkerne? Kan vi gøre en lille forskel, selvom stormagter og terrororganisationer har kastet sig i krig med hinanden? Journalist og krigskorrespondent Nagieb Khaja er dén danske journalist, som har dækket krigen i Syrien mest intenst – sidst med dokumentaren fra Aleppo, Syria’s White Helmets. Folketingspolitiker Mogens Lykketoft er netop stoppet som formand for FNs generalforsamling, og har været tæt på Syrien-konflikten i FN-systemet. Sammen har de to gæster en helt unik viden og indsigt i den støste humanitære konflikt i verden fra hver deres perspektiv. Stine Brix har inviteret dem til en samtale om magtesløsheden, håb og medmenneskelighed. Findes der håb for Syrien? Hvad kan det internationale samfund gøre, og ikke mindst: Hvad kan vi selv gøre?”
Direkte link til podcast finder du her.