Omsorgstræt…

Den første artikel jeg læste i dag rørte mig dybt. Dette er et emne jeg kunne tale om i dagevis og er derfor glad for at Zetland har valgt at bringe det op. Jeg har selv stået der. Fuld af skyld og skam over ikke at kunne blive ved med at være 100 % omsorgsfuld pædagog i arbejdstiden og 100 % omsorgsfuld mor de resterende af døgnets timer. Det blev et opgør med pædagogfaget for mig, i hvert fald for en tid. Det opgør tror jeg i dag kunne have været undgået, hvis kritisk tænkning (meningskabelse) og ugentlig “omsorgsbearbejdning” havde været en obligatorisk del af mit socialpædagogiske arbejdsliv. Lene Eriknauer er inde på noget af det samme i slutningen af artiklen. Vi skal tale meget mere om omsorgstræthed og i særdeleshed hvordan vi undgår at placere velfærdsstatens mange omsorgspersoner i dens dybe afgrund! Mit bud er, at vi skal i gang lang tid før de første tegn viser sig. Supervision, afgiftning, kritisk tænkning og personaleomsorg skal ikke igangsættes som et plaster på et åbent sår og det skal ikke være et individuelt tilbud. Det skal være en del af en obligatorisk faglig omsorg for alle, der hver dag gør et kæmpe stykke arbejde på omsorgsfronten, og som ikke har tid til selv at løfte sig op i skyen og finde overblikket.

Også i frivilligmiljøet skal vi være gode til at heppe på hinanden og lægge en skulder til, når de sager vi arbejder for overmander os. Jeg synes vi gør det et stykke af vejen, men vi kan sagtens blive bedre. Majda Lerche er min store inspiration på det område – senest gennem en kærlig middag til Michael Graversen og hans familie, som i den grad fortjener omsorg for deres store engagement omkring Moria-lejren. Vi skal tale om, at det ikke er uden konsekvenser at være åbne for verden og dele omsorg ud. Uanset om det er i professionel eller frivillig sammenhæng, er det vigtigt at vi ser mod hinanden og os selv, med respekt for netop dette.

Læs artiklen her – jeg er spændt på hvilke tanker den sætter i gang hos dig.